Alt tyder på, at EU ikke fylder i danskernes hverdag, vi spurgte nogle af dem.
Stefan Jørgensen, Blikkenslager og VVS-montør fra Mammen. 31 år: “Jeg har ikke sat mig så meget ind i det. Jeg ved det er noget om et EU-patent. Men jeg interesserer mig ikke for politik og jeg ved ikke hvem jeg skulle stemme på. Jeg tror ikke at der er mange der interesserer sig for det. Jeg kan ikke komme i tanker om at EU skulle være en del af min hverdag.”
Stemmer du til EU-valget 25. maj? Er EU tilstede i din hverdag? Vi tog på gaden for at høre om hvordan tre forskellige personer oplever EU i hverdagen. Og om de har tænkt sig at stemme 25. maj. FavrskovPosten sætter sammen med resten af Politikens Lokalaviser fokus på EU i hverdagen og fællesskabets betydning for dig de kommende uger op til EU-valget 25. maj.
Jørn Holmgaard, Hammel. 59 år: “Lige nu er jeg EU-blank. Jeg kigger på det når EU-valget nærmer sig. Jeg tror ikke jeg stemmer, for jeg ved ikke på hvem. Men jeg følger med i debatten. EU har lavet direktiver for el-pærer uden kviksøl og LED-lys i baglygterne på bilen. Det sidste gav meget ballade. Jeg mener vi betaler for meget til EU, uden at få igen.”Mona Nielsen 39 år og fra Thorsø: “Jeg stemmer måske. EU handler om åbne grænser og udlændinge med arbejdstilladelser, min mand arbejder sammen med flere udlændinge. Og det vi spiser har EU bestemt nogle kvalitetskrav op for, blandt andet korn.”