Hinnerup-tatovør startet i Hammel
Der er skrappe regler for, hvor man må tatovere. Det er Kong Fr. 9.’s skyld
HAMMEL På briksen ligger Vichi Skjødt. “Go farve-crazy”, lyder det fra hende.
Det er signal til, at Pernille Oehlenschläger kan starte sit grej til at lave “Smil til verden, så smiler den til dig” blandt de klokkeblomster, der er der i forvejen.
Vi er på besøg i smøgen ved City Blomster i Østergade 26D . Her er Pernille Oehlenschläger netop startet i Diamonds-Ink. En butik, hvor der også før har været tatovør.
Oprindelig er hun social- og sundhedshjælper, men hun har altid elsket at tegne
Alle bliver tusset
Hun er ikke ny i branchen. Syv år har hun praktiseret.
Hun er næsten på hjemmebane, idet hun er opvokset i Hinnerup. Med en kendt far, der er julemand og Alfredo.
“Før i tiden troede man, at det kun var rocker-typer, der blev tusset. Nu kommer de over en bred kam. Jeg tror, at hvis du spørger dem på gaden, der er under 40 år, så vil mere end halvdelen have en tatovering,” siger Pernille.
Hun konstaterer også, at mange af dem er små og diskrete. Måske et bogstav bag øret. Men for mange handler det om kæresten og børnenes navne.
For enkelte handler det om hele landskaber. De største, Pernille har lavet, er en hel arm og en hel ryg.
Aldersgrænse
Men ikke alle kan blive tatoveret: “18 år er grænsen. Vi må heller ikke tusse gravide eller folk, der er fulde eller på stoffer. Det vil bløde for meget,” forklarer Pernille.
For kongens skyld
Man må heller ikke tatovere på hals, hænder eller i ansigtet:
“Det står i en lov fra 1966. Altså fra den tid, hvor kongen hed Frederik 9. Han var nemlig rigelig meget tatoveret,” siger Pernille.
Og så fortsætter vi på briksen. Først optegning med outlineren, som gør ondt. Så med den flade, der lægger farve på.
Åbningstid 10-17.30. Rabat i starten og til studerende.
Billeder på web-udgaven.