Fortsæt til indhold

Fuld fart på erhvervsudviklingen i Greve

Fra politisk side ønsker man i Greve Kommune at understøtte den positive udvikling med øget fokus på erhverv, og en tættere dialog og samarbejde med det lokale erhvervsliv.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Der er fuld fart på erhvervsudviklingen i Greve Kommune.
Nye virksomheder flytter til, og der opleves samtidig en stigende vækst og udvikling hos det eksisterende erhvervsliv i kommunen.
Det er man naturligvis meget tilfreds med i Greve Kommune, men samtidig har man fra politisk side valgt at opprioritere fokus på erhverv, og lægge op til en tættere dialog og et mere direkte samarbejde med erhvervslivet, end man har set det tidligere.
Det betyder blandt andet, at man i langt højere grad vil inddrage de lokale virksomheder, når indsatsen for at skabe erhvervsudvikling skal fastlægges.

Ny vækststrategi er under udvikling

Inden længe påbegyndes udviklingen af en ny vækststrategi for Greve Kommune.
Og det bliver en strategi der klart afspejler, at indsatsen bliver lagt der hvor erhvervslivet har udtrykt behov for det.
- Vi mener det helt alvorligt når vi siger, at vi vil have erhvervslivet på banen, så vækststrategien kan udvikles i tæt samarbejde med erhvervslivet.
Derfor inviterer vi i maj måned 30-40 lokale virksomheder til en rundt-om-bordet workshop, hvor vi beder om deres input til hvor vi som kommune bør sætte ind med en indsats, der kan virke fremmende for vækst og udvikling i kommunen, siger Morten Dahlin som er formand for vækst- og beskæftigelsesudvalget i Greve Kommune.
- Og samtidig er vi på en masse virksomhedsbesøg hos lokale virksomheder, ikke bare for at få input om hvad vi kan gøre for at skabe bedre vilkår, men også for at lære dem bedre at kende. Personlig dialog er altid at foretrække som grundlag for at kunne skabe noget sammen, så det er klart vores foretrukne kontaktform i denne sammenhæng, siger han.

Morten Dahlin, formand for vækst- og beskæftigelsesudvalget i Greve Kommune, ser frem til at udvikle en ny vækststrategi i tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv.

Travl borgmester deltager også

Og den nyvalgte borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann, deltager også aktivt i dialogen og det tætte samarbejde med erhvervslivet.
- Det er et klart valg at prioritere erhverv så højt som vi gør nu. Hvis vi skal sikre en fortsat positiv udvikling af Greve Kommune, skal det tage udspring i at det lokale erhvervsliv har succes og skaber vækst og udvikling.
Så, derfor er jeg ofte selv ude at besøge kommunens eksisterende virksomheder, og får altid viden og inspiration med hjem, siger Pernille Beckmann.

Løfter gerne selv røret

Og hun går også gerne selv aktivt med i arbejdet for at tiltrække nye virksomheder til kommunen.
- Hvis jeg bliver prikket på skulderen med historien om at en virksomhed overvejer at etablere sig i Greve, kontakter jeg gerne virksomheden for en dialog.
For hvis jeg på nogen måde kan bidrage positivt til at man vælger at etablere sig i Greve, er det klart at jeg selvfølgelig meget gerne vil deltage aktivt, siger hun.

Stærk transport- og logistikklynge styrkes

En af de brancher hvor man i Greve i dag er særligt stærkt repræsenteret, er inden for transport- og logistikområdet.
- Vi har i Greve i forvejen mange transport- og logistikvirksomheder, især beliggende i de store erhvervsområder ud til motorvejen, og vi satser stærkt på, at Greves transport- og logistikklynge kommer til at stå endnu stærkere i fremtiden.
Der kommer løbende flere virksomheder til udefra, og der tegner sig et tydeligt billede af at Greve bliver et centrum på Sjælland, for virksomheder med relation til transport og logistik, siger Pernille Beckmann og tilføjer:
Derfor er vi også begejstret over, at Greve til september igen i år danner rammen for Danske Transport Mediers store fag- og leverandørmesse, Transport Øst, der samler transport og logistikbranchen her i Greve.
Det er med til at understrege, at transport- og logistik og Greve i den grad hører sammen, siger hun.
Messen Transport Øst ventes ifølge Bjarne Routhe fra Danske Transport Medier at have omkring 50 udstillere og tiltrække 3-4000 besøgende, og det er planen at Greve også i årene fremover vil lægge jord til afholdelse af messen.
Som et synligt eksempel på den løbende tilgang af nye virksomheder indenfor transport- og logistikområdet, kan det fx. nævnes, at kurérvirksomheden DHL har valgt at flytte det danske hovedsæde og lager til Greve.
Netop nu er man således ved at rejse elementerne til byggeriet, og indflytning forventes at kunne ske til sommer.

Høje ambitioner

Det er dog ikke kun i transport- og logistikbranchen, at man i Greve oplever en positiv udvikling i øjeblikket. - Det er hele vejen rundt i det lokale erhvervsliv, at der meldes om positiv vækst og udvikling. Det skal udnyttes, og vi har høje ambitioner for den lokale erhvervsudvikling, siger Morten Dahlin.
- Én ting er den nye vækststrategi, skabt i tæt samarbejde med erhvervslivet. Men vi kan som kommune gøre meget mere, så det gør vi, siger han og nævner flere områder, hvor man fra politisk side vil arbejde for forandringer fremover:

en hurtig og løsningsorienteret kommunal sagsbehandling
let adgang til kvalificeret arbejdskraft
lavere skatter, gebyrer og afgifter
øget og fokuseret brug af private leverandører

Der er dermed lagt op til, at man fra politisk hold i Greve Kommune prioriterer erhverv højt fremover, og erhvervslivet ser ud til at kunne glæde sig til en tættere dialog og et styrket samarbejde med kommunen, om at skabe udvikling og vækst.