Skærm-trylleren og it-reparatøren
Forfølger drømmen om at gøre det, han er bedst til
Det begyndte med en autoradio fra en Ford Taunus, som den dengang seks-årige Kim Andreasen skilte ad og forsøgte at samle igen.
Siden er utallige elektroniske apparater blevet skilt og samlet igen, heriblandt walkie talkier, radioer, computere og mobiltelefoner.
38-årige Kim Andreasen har nu gjort interessen for elektronik til sin levevej. I januar etablerede han reparations-firmaet i-shop og begyndte som selvstændig. Indtil da havde han hjulpet venner og bekendte med at reparere deres mobiltelefoner og ipads.
Fundet sin levevej
Karrieren har budt på jobs som lastbilchauffør og senest kran-og elevatormontør.
“Jeg begyndte at få problemer med ryggen, for det var hårdt fysisk arbejde. Da jeg så tænkte over hvad jeg egentlig gerne ville lave, så kom drømmen om at reparere elektronik op og for første gang i 20 år, så har jeg virkelig fundet det jeg gerne vil bruge mit liv på,” fortæller Kim Andreasen, der mener, at han er kendt for at være yderst perfektionistisk.
Han håber det er måden at tiltrække kunderne på.
Går op i detaljer
Han fortæller, at han har kunder fra hele Favrskov og steder som Tranbjerg, hvor man åbenbart gerne vil køre til Hammel, for at få repareret den forlængede elektroniske hukommelse, der i dag altid klæber til hånden.
“Jeg går op i detaljer og bruger måske 30 minutter på en reparation, der kunne gøres på 20. Jeg skifter ikke kun glasset på en iphone, men renser den også og sætter den lille dims på, der sørger for at skærmen slukker, når du holder den op til øret,” nævner han som eksempel på det han gerne vil være kendt for som reparatør af blandt mobiltelefoner og ipads.
“At gøre det ordentligt.”
Forretning i kælderen
Han holder til i familiens kælder på Anbækvej og har allerede nu pladsproblemer, for siden februar har han udvidet sit sortiment med tilbehør til ipads og mobiltelefoner, som man kan komme ned og købe direkte fra gaden.
Men snusfornuftigt satser han ikke hele dynen, før han er sikker på, at det kan bære.
Hvor er du om ti år?
“Drømmen er at jeg holder til, i det der tidligere var Expert på Østergade, jeg har altid haft en forkærlighed for de lokaler. Her skal du blandt andet kunne få repareret din elektronik og købe tilbehør til dem og få god rådgivning og vejledning, og købe lidt af hvert, lidt ligesom det jeg gør i dag,” kommer det fra Kim Andreasen, der indtil videre nøjes med kælderen på Anbækvej.
Som enhver der starter op fra bunden, så skal der først investeres i opstarten, før der er løn til iværksætteren, men Kim Andreasen er yderst fortrøstningsfuld.
“Min omsætning stiger hver uge, så jeg tror virkelig på det. Det er selvfølgelig hårdt at bruge det meste af sin vågne tid på det her, men jeg vil meget gerne lave det her resten af mit liv.”