Fortsæt til indhold

Nordsjællandske unges skæve tænder skal rettes i Hillerød

Fem kommuner ønsker fælles tandregulering i Hillerød

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Der bliver færre børn i de nordsjællandske kommuner de næste mange år, og derfor vil fem kommuner spare penge ved at sende børn og unge, der skal have påsat eller reguleret bøjler, til en samlet tandregulering på en klinik i Hillerød.

Det er Frederiksund, Halsnæs, gribskov og Allerød, som sammen med Hillerød tilbage i 2012 besluttede at se nærmere på mulighederne for en fælles enhed for tandregulering.

Hillerød Byråd tog godt imod forslaget, da de forleden skulle tilkendegive, om de ville gå videre med sagen.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Christina Thorholm fra de Radikale, fremlagde de mange fordele ved sammenlægningen:

“Vi har gode erfaringer med tværkommunale samarbejder, og vi forventer en besparelse på 17 procent med dette tiltag. Med én enhed kan medarbejderne støtte op om hinanden, behandlingen bliver mere effektiv og der er mindre sårbarhed ved fravær. Samtidig kan tandlægerne let få en “second opinion” ved at flere kigger med,” sagde hun.

Styregruppen for analysen anbefaler, at tandreguleringen etableres som en klinik i Hillerød med en satellit i Frederikssund. I gennemsnit brugte kommunerne 435 kroner per 0-17-årige i 2012 - det blev i alt til 18,7 millioner kroner i de fem kommuner.

“Vigtig fremtidssikring”

Ifølge sagsfremstillingen kan kommunerne fra år 1 spare mellem 600.000 kroner og 1,5 millioner kroner om året på løn- og driftsudgifter til tandregulering. I 2022 vil besparelsen kunne komme op på 3,1 millioner kroner, eller i alt 17 procent af de samlede udgifter.

Venstres Hanne Kirkegaard udtrykte også glæde over forslaget:

“Det er super vigtigt med en fremtidssikring, og dette er et projekt, der kun kan blive et af de rigtig gode. Børnetallet falder, og vi må gøre vores yderste for at sikre kvaliteten. Et samarbejde på tværs kan også tiltrække dygtige tandlæger, som vi måske ikke tiltrækker i dag.”