Fortsæt til indhold

Vidunderbarn kommer til Skanderborg

Samfund
Arkiv

Den anmelderroste koreanske pianist Young-Choon Park giver klaverkoncert i Kulturhuset Skanderborg tirsdag den 29. april kl. 19.30.
Koncerten med Young-Choon Park er en chance for at møde et ægte vidunderbarn. Hun begyndte at spille klaver da hun var fire år gammel. Som syv årig gav hun sin første koncert og to år senere spillede hun med Seoul Symphony Orchestra i Sydkorea. Young-Choon Park har studeret ved blandt andet Juilliard School of Music i New York og konservatoriet i München. Hun bor i dag i England, hvorfra hun flittigt rejser ud og giver koncerter over hele verden.
Young-Choon Park har en lang, imponerende karriere bag sig. Anmelderne roser hendes spil og kalder det kraftfuldt, flammende, lidenskabeligt og teknisk mesterligt. Blandt andet skrev The Sunday Times ”Hun demonstrerer såvel en reel passion og stil som fremragende tekniske færdigheder”.
Ved koncerten i Kulturhuset vil Young-Choon Park spille musik af Beethoven, Schumann og Chopin. Programmet byder på Beethovens sonate nr. 3 i C-dur op. 2 nr. 3, Schumanns Sonate nr. 2 i G-mol op. 22 og Chopins Sonate nr. 3 i B-mol op. 58.
Billetter til koncerten koster 125 kroner og 75 kroner for unge under 25 år. Billetter kan købes på Kulturhusets hjemmeside og på Skanderborg Kommunes Biblioteker.