Fortsæt til indhold

Arrangement skal sikre flere praktikpartnerskaber mellem lokale virksomheder og Produktionsskolen

Til et arrangement om praktikpartnerskaber den 8. maj på Produktionsskolen kan små og store virksomheder få information om, hvordan man støtter en ung i et læringsforløb.

Samfund
Arkiv

Udvikling På Produktionsskolen i Greve og Høje Taastrup oplever man udfordringer med at finde praktikpladser til skolens elever. Det sættes der nu fokus på til et arrangement om praktikpartnerskaber mellem lokale virksomheder og Produktionsskolen. De manglende praktikpladser er ifølge Morten Dahlin, formand for Vækst- og Beskæftigelsesudvalget i Greve Kommune, en fælles udfordring, som ikke skal løses gennem sociale klausuler: - Det er naturligvis en udfordring, vi skal fokusere på, så de unge får en god start på deres arbejdsliv, men det er samtidig vigtigt, at praktikpartnerskaberne sker på frivilligt grundlag. Jeg tror på, at virksomhederne kan se værdien i at hjælpe de lokale unge, siger Morten Dahlin. Produktionsskolens elever befinder sig vidt forskellige steder i deres ønske om uddannelse og fremtidigt erhverv. Fælles for dem er dog, at de søger praktikpladser med henblik på en afklaring af deres fremtidige beskæftigelse. Et praktikforløb varer typisk to uger, og er gratis for virksomheden. Eleven modtager ydelse fra skolen og er omfattet af skolens forsikring i praktikperioden.

Søren Gericke tryller med Produktionsskolens elever

Arrangementet har bred opbakning, og det afholdes i et samarbejde mellem Produktionsskolen i Greve og Høje Taastrup, ErhvervsCentret, Greve Kommune, Dansk Industri, Håndværksrådet, Dansk Byggeri, Greve Erhverv og Netværket Syd. Der vil være indlæg fra både Dansk Industri, Håndværksrådet og TOP TOY A/S, inden Søren Gericke til sidst serverer en tre-retters menu i samarbejde med Produktionsskolens værksted, Køkken og Restaurant. Skolens værksted Musik og Band vil optræde under middagen. Arrangørerne håber, at mange virksomheder vil være med til at løse den fælles udfordring, og dermed er villige til at etablere et praktikpartnerskab med Produktionsskolen med henblik på at fungere som praktiksted for skolens elever. Som virksomhed kan man naturligvis altid sige nej tak til et konkret praktikforløb af hensyn til tiden, økonomien eller andre faktorer. Arrangementet finder sted den 8. maj fra kl. 16.00 på Produktionsskolen i Greve og Høje Taastrup. Det er gratis og henvender sig til både små og store virksomheder, som kunne have brug for en hjælpende hånd i et par uger, eller som har lyst til at hjælpe en ung i et afklaringsforløb. Er man som virksomhed villig til at åbne døren for en elev fra Produktionsskolen, kan man henvende sig til erhvervs- og turistchef, Tina Charlotte Koeffoed på 36 91 50 04 eller tck@greve.dk. Et partnerskab er dog ikke en forudsætning for at kunne deltage i arrangementet. Tilmelding til selve arrangementet skal ske inden 1. maj til ErhvervsCentret på tlf: 36915000 eller erhvervscentret@greve.dk. sl