Slangerup forenings-amok
Slangerup-foreninger har fat i næsten ni ud af 10 indbyggere. I Skibby er tallet 33.
De kan noget med foreninger og klubber i Slangerup. Og især med svømmeklubber. Medlemmerne strømmer nemlig til de lokale foreninger og klubber i et sådant omfang, at de lokale foreninger her henter næsten lige så mange tilskudskroner hjem, som klubberne og foreninger i selve Frederikssund, der har mere end dobbelt så mange indbyggere. Det viser en oversigt over aktivitetstilskud til foreningerne i 2013. Som i de foregående år er det især de to lokale svømmeklubber, der får folk til at strømme til foreningerne i byen. Hele 2.439 betalende medlemmer har Slangerup Svømmeklub - mens “lillebror” Slangerup Familiesvøm kan mønstre 818 medlemmer. Slangerups succes som forenings-by betyder, at til trods for, at befolkningen i området kun udgør 15 procent af kommunens indbyggertal, modtager klubberne og foreningerne i området mere end 33 procent af de 3,5 millioner kroner, Frederikssund Kommune giver i aktivitetstilskud.
Halter i Skibby
Mens det går strygende for foreningerne i Slangerup, ser det mindre godt ud i Skibby. Tilslutningen til det lokale foreningsliv især i Skibby halter nemlig langt bagefter dén opbakning, nogle af foreningerne på “den anden” side af fjorden kan præstere. Og dét smitter af på tilskuddene. Sætter man antallet af forenings- og klubmedlemmer i lokalområderne i forhold til indbyggertallet, er der 87 foreningsmedlemmer for hver 100 indbyggere i Slangerup-området, 51 i Jægerspris og 48 i Frederikssund. Men i Skibby er der kun cirka 33 medlemmer pr. 100 indbyggere. Tallene overrasker formanden for Fritidsudvalget Morgen Skovgaard (V): “Umiddelbart ville jeg mene, at tallene burde være mere ligelige. Og det er i hvert fald interessant at have fokus på, om der er nogle særlige årsager til, at det tilsyneladende går så godt i Slangerup med at rekruttere medlemmer, mens det er sværere andre steder. Vi er lige nu ved at udforme en ny idrætspolitik, og da er det oplagt, at vi også får kigget på det her,” siger han til Lokalavisen. Fakta Så stort tilskud får de: Slangerup Svømmeklub: 422.156 Slangerup Familie Svøm: 165.023 Slangerup Gymnastikforening: 154.473 Jægerspris Gymnastikforening: 105.873 Frederikssund Svømmeklub: 228.721 HK 73: 157.959 ORI Fodbold: 90.614 Femhøj Idrætsforening: 2.875 Skibby Ride- og voltigeklub: 67.081 Skibby Idræts Klub: 46.662 Skibby Badminton Klub: 26.781