Cykelbro ved Gl. Estrup og ny cykelsti ved Ramten
Træbroen over Alling Å ved cykelstien ved Gl. Estrup er kommet op, og cykelstien begynder at kunne få form
Så er broforbindelsen på plads. Den smukke træbro over Alling Å ved Gl. Estrup kom op i forrige uge, og den kommende cykelsti mellem Auning og Gl. Estrup begynder dermed at kunne anes i en ikke så fjern fremtid.
På inspektion
I sidste uge var ingeniør ved Vejdirektoratet Hans Jørgen Kristensen ude og inspicere broen, og han er godt tilfreds.
“Nu venter vi på, at sandet skal sætte sig. Det er et blødbundsområde, så derfor kommer der for meget sand på til en begyndelse som forbelastning,” forklarer han.
Omkring 1. juli kan forbelastningen tages af, og efter sommerferien begynder anlægsarbejdet med anlæg af rabatter, græssåning og asfaltering. Cykelstien forventes klar til brug omkring 1. oktober.
Cykelsti ved Ramten
Hans Jørgen Kristensen oplyser, at staten også snart går i gang med en cykelsti ved Ramten samt en ombygning af krydset mellem Mogenstrupvej og Hovedvejen sammesteds.
Cykelstien skal starte ved Mogenstrupvej og tilsluttes den eksisterende cykelsti mellem Ramten og Ørum.
Krydset trafiksikres, så trafikken fra Mogenstrupvej får en mere direkte tilslutning til Hovedvejen i stedet for den skrå vinkel, og så anlægges der heller i midten.