Fortsæt til indhold

Slottet har fundet de gamle lokaler frem til Bob Dylan-udstilling

Frederiksborgmuseets moderne samling har fået fjernet skæmmende vægge og afskærmninger - Bob Dylan-udstilling bliver en snigpremiere på de nye, gamle lokaler

Samfund
John Jessen Hansen;Tim Panduro

Da Frederiksborgmuseet skærtorsdag åbnede en udstilling af sangeren og sangskriveren Bob Dylans portrætter og malerier fra New Orleans, fik publikum samtidig et indblik i det, der skal blive den moderne samlings nye look.

Eller nye er måske så meget sagt. Faktisk er der i høj grad tale om en opdateret udgave af lokalerne, som de så ud i årtierne efter genopførslen oven på branden i 1859.

En stribe pragtrum med smuk udsigt over by og sø har åbenbaret sig, efter at skillevægge og vinduesblændinger er blevet fjernet.

"De havde været her siden først i 1990'erne, og i dag er det svært at forstå, hvorfor man havde indrettet det sådan, når man ser på de rum, der er kommet ud af det", siger museumsdirektør Mette Skougaard.

Indretningen var med store grå skillevægge og blændede vinduer. Store plader var desuden boltet til væggene, og et frit gennemsyn de mange rum igennem var ikke muligt. Tanken har sandsynligvis været, at bygningen ikke har skullet distrahere fra portrætterne på væggene.

Fra 90’erne

Renoveringen og tilbageførslen af rummene kom i stand på grund af en praktisk foranstaltning.

"Spottene var også fra starten af 1990'erne, og vi havde problemer med elektriciteten. Det ville kræve at vi fjernede en del plader, der var boltet til væggen for at reparere det. Så vi besluttede os, at vi ville gøre noget ved rummet, når vi alligevel skulle i gang."

Under Bob Dylan-udstillingen vil en del af rummene være åbne for publikum. Resten vil blive åbnet, når en nyophængning af værkerne fra moderne samling har fundet sted senere på året.

Men først skal Bob Dylans New Orleans-malerier og portrætter være pionerer i de nye rum.

Rummene er blevet malet i forskellige farver, og der er sørget for godt lysindfald - simpelt hen ved at åbne for vinduerne og fjerne skillevægge.
Da Hillerød Posten kiggede forbi, var Dylans malerier endnu ikke hængt op.
Sådan tog moderne samling sig ud før. De uklædelige skillevægge er blevet fjernet, og rummene er igen blevet åbne.