Genbrug, frisk luft og en håndgranat
Elvin Thomhav har været renovationsarbejder i 25 år
Der er frisk luft, masser at lave, kaffe på kanden og mulighed for at tage en smøg i ny og næ på pladsen.
Og hvis man kan lide sit arbejde, så bliver man jo hængene, som Elvin Thomhav siger. Elvin er blevet hængene som renovationsarbejder i Kolding kommune i snart 25 år.
Den 30. april går han på efterløn og Lokalavisen har mødt den blå mand i orange til en snak om hans arbejdsplads igennem 25 år.
Elvin Thomhav tager imod med en kop kaffe i renovationsarbejdernes pauserum.
På væggen hænger der et billede af en dame i undertøj, en notits om Elvins jubilæum og en tipsseddel. Elvin kommer til at fortsætte med at dukke op på pladsen i ny og næ, selvom han går på efterløn.
Han er nemlig en af tovholderne i tipsklubben.
“Vi har engang vundet 17 kroner hver. Men ellers er det ikke blevet til meget”, siger Elvin Thomhav med et grin.
Et stort ansvar
Elvin Thomhav startede sit arbejdsliv lige efter folkeskolen, hvor han blev udlært tarmrenser ved det gamle slagteri i Kolding. Derefter var han i en periode på maskinfabrik, inden han for 25 år siden blev ansat i renovationen i kommunen. Et arbejde, som med det samme faldt i Elvin Thomhavs smag.
“Vi har et stort ansvar hernede og vi går frit omkring og kan i høj grad selv forme vores dag. Jeg kan godt lide friheden”, siger Elvin Thomhav og smiler igen.
Masser af våben
I løbet af de 25 år der er gået, er der kommet en del overraskelser ind i containerne, som Elvin og de øvrige medarbejdere hver dag sorterer, tømmer og holder øje med.
“Det mærkeligste fund var nok da vi fandt en håndgranat. Politiet var herude og sagde, at den var god nok og de fjernede den. Vi har også fundet luftgeværer og sabler, som folk gerne ville af med” siger Elvin Thomhav, som arbejder fra 09.30 til 18.30.
Derfor har der ikke været tid til at have en hobby.
Han har dog for nylig købt en elcykel, som han håber, at han får mere tid til at bruge, når han går på efterløn.
“I dag får jeg jo masser af motion her på pladsen, så det er nok vigtigt at holde formen lidt ved lige på en anden måde, når jeg stopper”, siger Elvin, som ikke er bange for at komme til at kede sig, når han går på efterløn.
“Jeg har altid sagt, at det kun er dumme mennesker, der keder sig. Så det kommer jeg ikke til.
Elvin Thomhav holder afskedsreception den 30. april.