Den sidste deltids-institution kæmper for åbningstiden
Børnehuset Valnødden i Mårslet vil være selvejende for at beholde kort åbningstid
Det er den sidste deltids-institution under Aarhus Kommune, men måske er det snart ikke kommunen, som bestemmer over den. Den integrerede institution Børnehuset Valnødden i Mårslet har nemlig indsendt en ansøgning til kommunen om at blive selvejende. Det skyldes ønsket om støre medbestemmelse til forældrene og muligheden for at bevare den korte åbningstid.
“Når man er en del af et Dagtilbud med syv institutioner, udviskes nuancerne nemt. Vi ønsker at bibeholde vores særkende, blandt andet åbningstiden,” siger Aviaja Frost, forældrerådsformand i Valnødden.
Institutionen har åbent fra 7.30 til 15, hvilket 26 ud af 33 forældre har stemt for skal fortsætte.
“Det betyder, at de voksne, du afleverer barnet til, også er der, når du henter. Det giver ro, at der ikke er udskiftning, og vi undgår desuden ydertimer med meget trætte børn. Alt i alt får vi en rolig hverdag, som betyder, at der også er plads til børn med særlige behov eller handicap,” siger Aviaja Frost.
Fuldtidspladser ønskes
Lederen af Mårslet Dagtilbud, Birgitte Rasmussen, ønsker dog ens linjer for alle dagtilbuddets syv institutioner.
“Det er fuldtidspladser, som forældrene ønsker og efterspørger. Jeg oplever desuden, at vi må flytte børn fra Valnødden flere gange om året alene med åbningstiden som begrundelse. Det er hårdt for et barn at måtte flytte efter ganske kort tid og skulle til at bygge nye relationer op,” siger Birgitte Rasmussen, som gerne så Valnødden forblive en del af Dagtilbud Mårslet men også delvist forstår, hvor ønsket om selveje kommer fra:
“Det er selvfølgelig altid ærgerligt, når nogle ikke har lyst til at være med, men som en del af et dagtilbud er man jo en del af nogle fælles beslutninger og må nogle gange gå på kompromis. Sådan er spillereglerne. Det kan måske føles lidt stramt, og som lille afdeling kan man føle sig lille.”
Kræver aktive forældre
Valnødden har en meget aktiv forældregruppe, og det er nødvendigt som selvejende institution, da det er forældrene, som har flertal i bestyrelsen og kan bestemme over både økonomi, og hvem der skal ansættes.
Steen Sterndorf, der er faglig konsulent i Danske Daginstitutioner, som arbejder for at fremme den selvejende institutionsform, kalder det for “nærdemokrati i yderste potens”, men slår også fast, at forældrene altid - også i fremtiden - skal være “beviste om institutionens status”, og de skal “have et ønske om at deltage.”
“Ellers kan det være lige meget, om man er kommunal eller selvejende,” siger han.