Genbrugsbutik flytter
Folkekirkens Nødhjælp flytter op ad Østergade for at få mere plads i den tidligere Expert-butik
Fredag 2. maj er det helt officielt, med borgmester-tale fra Nils Borring klokken 11.30.
Denne dag flytter genbrugsbutikken Folkekirkens Nødhjælp endegyldigt de par hundrede meter op ad Østergade og indtager størstedelen af det der tidligere var Experts lokaler i Hammel.
De 32 frivillige glæder sig især over 40 kvadratmeter mere plads, bedre lagerplads og et stort baglokale, fortæller Lene Klem.
Sidste års overskud i butikken på knap 300.000 kroner er allerede sendt til Folkekirkens Nødhjælp, der hjælper verdens fattige og der forventes at kunne gives endnu flere penge til næste år, lyder et forsigtigt bud.
“Det er de samme ting vi vil sælge som i den gamle butik, alt fra tøj til mindre møbler, plæneklippere og cykler,” fortæller Lene Klem. Butikken åbner klokken 10.00 med kaffe og brød fredag 2. maj.