Det er et fint redskab
På Danmarksgade Skole ser man blot de nationale tests som et fint supplement
Underviser Vibeke Vestergaard fra Danmarksgade Skole kan huske dengang, hvor det var de bløde værdier, der var i fokus. Hvor alt og alle ikke skulle testes i det ene og andet for at lave sammenligninger på tværs, som tilfældet er i dag. Men var det bedre dengang så?
“Det synes jeg faktisk ikke. Jeg synes, at sådan noget som nationale tests er et fint redskab, når det er som supplement til andre tests. Her på skolen laver vi bl.a. såkaldte 'chips tests', der giver et godt billede af elevernes kognitive udvikling, mens vi som undervisere kan bruge de nationale tests til at lave en afkodning af, om vi eksempelvis er det rette sted i danskundervisningen eller om vi skal justere lidt,” siger Vibeke Vestergaard, der bl.a. underviser i 7. klasse og er ansvarlig for de nationale tests på skolen.
Vibeke Pedersen fortæller endvidere, at det naturligvis er individuelt, hvordan man som lærer arbejder frem mod de nationale tests, men at det bestemt ikke er noget, som fylder noget stort i hverdagen.
“Det er i hvert fald ikke noget, der holder mig vågen om natten, selv om man selvfølgelig altid tænker en smule over det, når man skal sammenlignes med andre steder. Men sådan er verden i dag,” siger Vibeke og fortsætter:
“Forældre kigger eksempelvis også mere på, hvordan eleverne på skolen klarer sig til afgangsprøverne. Sådan noget skal vi jo også offentligøre i dag,” siger Vibeke og konstaterer, at de yngre lærer muligvis tænker en smule mindre over det end de lidt ældre.
“De er måske også en anelse mere vant til alle de tests, end vi lidt ældre er. Men der er nu ingen lærere her på skolen, som har harceleret meget over de nationale test. Vi tager det, som det kommer,” siger Vibeke med et smil, inden hun må tilbage til undervisningen.