Fortsæt til indhold

Ny folketingskandidat i Favrskov vil have motorvej

Socialdemokraterne i Favrskov har valgt Daniel Toft Jakobsen som deres kandidat

Samfund
Kian Johansen

Så kom det endelig. En folketingskandidat til Favrskov fra socialdemokraterne.
Daniel Toft Jakobsen fra Hedensted er netop blevet valgt som kandidat på en ekstraordinær generalforsamling afholdt torsdag efter påske.
"Jeg er blevet Favrskovs folketingskandidat fordi jeg gerne vil vælges ind i folketinget," lyder det da FavrskovPosten spørger ham hvorfor han stiller op i Favrskov.
Han lægger ikke skjul på, at han med bopæl i Hedensted og som byrådsmedlem i samme kommune nu vil have to politiske baser. En i Hedensted og en i Favrskov.
"Der er langt større chance for at blive valgt i Favrskov end i Hedensted, hvor jeg stillede op i 2011. Nu hvor jeg vil få en særlig tilknytning til Favrskov, med god hjælp fra mine socialdemokratiske kolleger i området, så bliver mine chancer lidt større," siger han til FavrskovPosten.
Og tilføjer:
"Og Favrskov trænger til en folketingskandidat."
Daniel Toft Jakobsen er 35 år bor i Hedensted med sin kone og tre børn og er uddannet Cand Scient Pol og arbejder som specialkonsulent ved Health, Aarhus Universitet, fortæller socialdemokraterne i en kortfattet pressemeddelelse.
Hvad vil du gøre for Favrskov?
"Hvis jeg bliver valgt, vil jeg gøre alt for at vores dygtige borgmester Nils Borring får en tættere kontakt til Christiansborg. Til gavn for Favrskov. Derudover mener jeg at vi skal kigge på den store udlignings-politik i kommunerne. Jeg mener at både Hedensted og Favrskov har de samme interesser i at påvirke dem i samme retning."
Han nævner desuden linjeføringen ved Viborgvej, og snakken om at få en motorvej syd om Hammel som en af de trafikpoltiske ting han vil arbejde på at få gennemført for Favrskov.
"Og så vil jeg gerne stå for, at politik handler om politik for borgerne. Vi skal ikke drive politik af taktiske interesser eller for at skade den politiske modpart. Jeg vil gerne drive politik efter grundlæggende socialdemokratiske principper og at borgerne kan se, at politikken er drevet af sammenhænge til gavn for borgerne."
Hvad hedder de tre største byer i Favrskov Kommune?
"Øhh, de hedder Hadsten, Hammel og Hinnerup, ikke."
Manden fra Hedensted har været medlem af Socialdemokratiet i 14 år og Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Hedenstedkredsen fra 2010. Til Folketingsvalget i 2011 fik han 2424 personlige stemmer.
Han har været i Folketinget som stedfortræder for Kirsten Brosbøl i et års tid til december 2013 og er byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Hedensted.
I sin korte folketings-periode var Daniel Toft Jakobsen medlem af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Kirkeudvalget, Kommunalvalget, Ligestillingsudvalget, Udenrigsudvalget og Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.