Sådan samarbejder EU om skolerne

På områder, hvor EU's lovgivning ikke rækker ind over det enkelte lands egen lovgivning, foregår samarbejdet gennem Den åbne Koordinationsmetode.
Metoden er udviklet for at løse fælles problemer på områder, hvor det kan være vanskeligt at lave fælles regler, fordi der er meget store nationale forskelle. Metoden bruges f.eks. inden for beskæftigelsesområdet og social- og uddannelsesområdet.
Den åbne koordinationsmetode indebærer, at Rådet kan vedtage foranstaltninger, som fremmer samarbejdet mellem medlemsstaterne, udbrede god praksis og opnå større konvergens, uden at dette medfører en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.
Den åbne koordinationsmetode kaldes også for Lissabon-metoden, fordi metoden blev 'navngivet' for første gang ved et topmøde i Lissabon i 2000.

Metoden omfatter:

Fastsættelse af retningslinjer for EU kombineret med tidsplaner for arbejdet med at nå de mål, medlemsstaterne sætter sig på kort, mellemlang og lang sigt.
Der opstilles kvantitative og kvalitative indikatorer og benchmarks (sammenligninger), som er tilpasset de forskellige medlemsstaters og sektorers behov, og som kan anvendes til at sammenligne god praksis, omsætter de europæiske retningslinjer til nationale og regionale politikker ved at fastsætte specifikke mål og foranstaltninger, der tager hensyn til nationale og regionale forskelle.
Periodisk overvågning og evaluering.