Fortsæt til indhold

Hvad er besluttet om vindmøller i Hevring?

Processen med vindmøllerne ved Hevring afventer undersøgelse af tre linjers forsvinden

Samfund
Anette Bonde

“Hvad er besluttet i kommunalbestyrelsen og hvad er ikke”.
Borgmester Jan Petersen og Hans Husum, gruppeformand for Venstre, vil have klarhed over, om der er sket en fodfejl i behandlingen af vindmølleplanerne ved Hevring. De drøfter i øjeblikket, hvem, det vil sige internt i kommunen eller eksternt, der skal undersøge, hvordan famøse tre linjer forsvandt i beslutningsgangen for kæmpevindmøller i Hevring.

Eksisterende møller ned?

Kommunalbestyrelsen vedtog, at der først kan ske en fuld udnyttelse af området med større vindmøller, når de eksisterende vindmøller umiddelbart nord for den vestligste del af området er nedtaget. Disse tre linjer kom imidlertid ikke med i den vindmølleplan, der siden blev lagt ud til offentligheden.
Hans Husum bekræfter, at han har været en af de fremmeste fortalere for at få sagen undersøgt til bunds.
“Det står fast, at Venstre går ikke videre, før vi får dette undersøgt. Vi skal som politikere have vores ryg fri, dette kan jeg ikke leve med”

Besparelse på millionbeløb

Det er ikke helt ligegyldigt, om denne passus på tre linjer er med eller ej. Hvis kravet om fjernelsen af de eksisterende vindmøller udgår, betyder det nemlig en besparelse for vindmølleopstilleren Ecopartner på et temmelig stort millionbeløb.
Han Husum understreger, at det for ham ikke er et spørgsmål om skyld, det vil sige at finde ud af hvordan de tre linjer blev skrevet ud af sagen.
“Jeg forholder mig ikke til, om det er sætternissen eller en bevidst handling, der ligger bag. I dette punkt handler det ikke om, hvorvidt møllerne skal op eller ej, men om det principielle i, jævnfør Forvaltningsloven, at der står ét i referatet fra kommunalbestyrelsen og noget andet i vindmølleplanen. Hvad er det så, vi har besluttet. Det må ikke være ændret. Vi politikere regner jo ikke med, at der er blevet rettet noget i processen mellem kommunalbestyrelsens beslutning og det, der kommer ud til borgerne, og så læser man jo ikke 100 sider igennem igen.”