Fortsæt til indhold

650.000 kroner til kommunens børn og unge

TrygFonden støtter kommunens børn og unge, som ikke er fortrolige med foreningslivet

Samfund
Kim S. Andersen

Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune har modtaget 650.000 kroner fra TrygFonden til at hjælpe børn og unge, som ikke er fortrolige med foreningslivet, ind i en forening.
Indsatsen hedder ' ForeningsMentorer i Aarhus' og skal bygge bro mellem familie/barn og foreningslivet. ForeningsMentorer er et partnerskabsprojekt mellem Frivillignet – En del af Dansk Flygtningehjælp - Børnehjælpsdagen og Aarhus Kommune.
Projektet Foreningsmentorer skal gøre det lettere at begynde i en forening i Aarhus. Målet med projektet er gennem en frivillig mentorindsats at guide foreningsuvante børn og deres familier igennem de barrierer, der kan være for at starte i en forening.
Mentoren vil være den ressourceperson, som kan undersøge hvilke foreninger eller aktiviteter der matcher barnets ønsker. Mentoren skal også formidle kontakten til foreningen, informere forældrene om for-eningens skrevne og uskrevne regler samt følge med barnet til de forskellige aktiviteter i opstartsfasen. Alt sammen med det formål, at barnet opnår bedst mulig start i foreningen.
Mentoren arbejder hen imod at gøre forældrene parate til at støtte op om foreningsdeltagelsen, så de gradvist kan overtage mentorens rolle og sikre, at barnet forbliver aktiv i foreningen.

Mulighed for at yde en mere helhedsorienteret indsats

”Vi er meget glade for den flotte donation fra TrygFonden. Nu får vi mulighed for at yde en mere helhedsorienteret indsats rettet mod hele familien og hjælpe med at bygge bro til foreningslivet. Foreningslivet er en helt central del af manges fritid, og jeg glæder mig over, at vi med dette projekt kan være med til at sikre endnu flere en sund og aktiv fritid. Et aktivt foreningsliv har betydning for opbygning af sociale relationer gennem hele livet, og derfor er det vigtigt, at flere børn introduceres til de kvaliteter, som foreningslivet indeholder,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Indsatsen er ikke kun rettet mod børn, der bor hjemme. Også foreningsuvante børn anbragt udenfor hjemmet – for eksempel på en døgninstitution eller hos plejefamilier vil kunne få glæde af tilbuddet.
"Børnehjælpsdagen har siden 2007 arbejdet for at give anbragte børn og unge bedre forudsætninger for at være mere fysisk aktive og træffe sunde valg i hverdagen. Vi har ofte erfaret, at bindeleddet mellem det anbragte barn og foreningslivet har manglet. De har manglet en gennemgående person, der støtter op om barnet, og den "dannelse", det for nogen kan være at begå sig i foreningslivet. Vi er derfor meget glade for, at ForeningsMentorer med hjælp fra TrygFonden kan føres ud i livet og være med til at gøre en forskel for anbragte børn og unge", siger projektleder Merethe Jelsbak Raundahl fra Børnehjælpsdagen, der er en landsdækkende hjælpeorganisation.

Mentor modtager nye medlemmer

Det bliver ligeledes mentorens opgave at hjælpe foreningerne i forbindelse med modtagelsen af nye medlemmer. Mentorens rolle bliver at etablere et velfungerende samarbejde mellem forældre/personalet på institutioner og foreningens frivillige. Desuden vil de informere forældrene/personalet om og involvere dem i de ansvar og pligter, der følger med foreningslivet - fx vask af spillertøj, kørsel til kampe mv. Derudover tilbydes udvalgte foreninger kurser og procesforløb med temaer som for eksempel velkomst af nye medlemmer.
”Der har vist sig at være et behov hos nydanske børn og deres forældre for at få støtte til at starte i en lokal forening. Også selv om det i mange tilfælde blot er en ganske enkel vejledning, der skal til. De frivillige kan være med til at skabe muligheder og rammer for et barns fritidsliv,” siger sektionschef Lone Tinor-Centi fra Frivillignet.
ForeningsMentorer i Aarhus er et søsterprojekt til ForeningsGuiderne og skal supplere den bestående indsats, hvor frivillige guider hjælper og støtter børn, som er foreningsparate i at starte i en forening. Se eventuelt ForeningsGuidernes hjemmeside: www.foreningsguiderne-aarhus.dk