Nyt motionstilbud til overvægtige
AG Håndbold og Landsforeningen af Overvægtige starter nyt spændende samarbejde med arrangement på lørdag
Albertslund håndbold, AG Håndbold og Landsforeningen af overvægtige – Adipositasforeningen, har lavet en samarbejdsaftale. Det giver mulighed for et par arrangementer årligt i Albertslund, hvor lege/bevægelse/træning er i højsæde, på de overvægtiges præmisser.
Begge foreninger vil stille med trænere til arrangementerne.
“Sammen kan vi styrke netværket både i begge foreninger og på tværs af disse,” lyder det samstemmende fra Dorthe Johansen AG Håndbold og Kim Poulsen Adipositasforeningen.
På sigt er det planen at samarbejdet skal udvikle sig, så overvægtige bliver en naturlig del af et aktivt foreningsliv. Samtidig håber man, at håndboldklubben via samarbejdet får større indblik i de problemstiller overvægtige har, samt få nye træningsmetoder.
“Vi har øjnene åbne for mange muligheder lyder det fra de to foreninger. Samarbejdet kan også åbne op for andre temadage med emner som for eksempel fokus på kost og andre træningsformer.
Starter på lørdag
Det første fællesprojekt bliver på lørdag den 26. april på Albertslund Stadion fra kl. 14-16, hvor det bliver muligt at gå en tur på 3 eller 5 km. eller deltage i et motionsprojekt i hallen hvor fysioterapeut og sundhedscoach Lene Langer Nees fra Kursuscenter Struer, Livsstilshøjskole, vil vejlede og træne deltagerne.
Hvis man gerne vil deltage, så skriv en mail til Dorthe Johansen på: formand@aif-haandbold.dk
Det er ikke bare de to foreninger selv som synes projektet er en bragende god ide. Kort før påske fik man en glædelig besked fra Uddeler i SuperBrugsen i Herstedvester, Max Andersen.
Han kunne meddele, at hans butiks kunder har besluttet at SuperBrugsen i Herstedvester skal støtte projektet med 5000 kroner.