Synoptik hjælper ghanesere med at se klart
Synoptik på Adelgade i Skanderborg samler briller ind, som sendes videre til Ghana
Sidste år samlede Synoptik på Adelgade i Skanderborg 298 briller ind, som en masse ghanesere fik glæde af. Derfor startede butikken i starten af april igen en brilleindsamling op, og denne gang forventer man at samle endnu flere briller ind.
”Danske brillebrugere har nem adgang til kvalitetsstel og gode glas, og samtidig skifter vi briller flere gange i løbet af årene. Derfor har de fleste af os helt brugbare briller liggende, som vi ikke selv bruger. Vi håber, at der i år er endnu flere brillebrugere i Skanderborg, der vil lægge vejen forbi os på Adelgade med deres brugte briller, så vi kan sende et rekordstort antal af sted til Ghana,” siger butikschef David Dreiø Carlsen.
Der er god grund til at fortsætte med den succesrige indsamling af briller. Der er i dag mange ghanesere, der ikke får den nødvendige hjælp med deres syn. Synoptik sender derfor sammen med Dansk Blindesamfund årligt også et hold optikere til klinikken i Ghana. Her hjælper man ghanesiske optikere med at få adgang til det rigtige udstyr og briller, så alle ghaneserne igen kan se klart.
Mange svagtseende ghanesere
”Der er brug for alle slags briller i Ghana. Både børn, voksne og nærsynede og langsynede mangler briller, så vi har brug for alt fra stel i alle størrelser og læsebriller. Jeg har tale med medarbejdere som har været på besøg på klinikken i Ghana, og det er tydeligt, hvor meget det betyder for dem, vi hjælper, at de pludseligt kan se ordentligt,” forklarer David Dreiø Carlsen Synoptik.
Brilleindsamlingen er et samarbejde mellem Dansk Blindesamfund og Ghana Blind Union, hvor Synoptik i løbet af de sidste syv år har været med til at samle briller ind. Sidste år blev der samlet 30.000 briller ind. I år er Synoptik på vej mod at uddele brille 150.000, og det er Synoptiks afdeling i Skanderborg med til.
”Vi er stolte af, at brillebrugerne i Skanderborg hvert år er så gavmilde. Sammen med de andre Synoptik-butikker har vi mulighed for at samle briller ind overalt i Danmark, og det betyder, at vi føler os forpligtet til netop at tage sådan et initiativ som Ghana-indsamlingen. De rigtige briller er afgørende for alle, men for mange ghanesere kan det betyde, at de kan læse eller se klart for første gang i deres liv,” siger David Dreiø Carlsen.