Fortsæt til indhold

Historisk og moderne er Låsby Kro

Mange kender Låsby på grund af kroen. Og mange falder ind til frokost eller til à la carte til aften.

Samfund
Erling Baastrup

En af udstillerne på Sommer Messen i Hammel er Låsby Kro. “Vi vil godt rette fokus lidt mere i retning af Hammel,” fortæller Tanja Walker, der har titlen som receptionist. Den betyder, at hun klarer det meste, men hun holder sig fra køkkenet. Her er det kokken Dannie Rosenkvist Andersen, der styrer.

Smagsprøver og køkkenbogen

På kroens stand i Hammel vil man kunne få smagsprøver. “Det kunne f.eks. være gravad laks, kransekage og romfromage, alt hjemmelavet,” siger Dannie.

Men Tanja tager også bogen over dem alle med: “Køkkenbogen”. “Den stammer helt tilbage fra 1800-og-hvidkål og indeholder alle vores aftaler om selskaber,” forklarer Tanja.
Hun har bogen med af en helt speciel grund. Hvis man på messen booker sig ind med et selskab på mindst 40 deltagere, så er man med i konkurrencen om en gratis kage til festen.
“Ja, og kagen vil blive lavet, så den passer til den specifikke fest,” lover Dannie.
Hvad er det så for et sted at booke til en fest? Vi tog en tur på Låsby Kro.

Den tidligere ejer havde hang til metalskilte.

Historisk og moderne

Der står 1870 ved indgangen. En lang historie, som naturligvis har sat sit præg inde i de mange lokaler i det, man også må kalde en moderne kro og et moderne hotel.
Hotelsiden indeholder 50 værelser, og sådan en helt almindelig tirsdag formiddag kan vi konstatere, at en meget stor del af dem er lejet ud.
“Der er en del håndværkere, der bor her, men vi har mange firmaer i området, som bruger os,” fortæller Tanja.
Et utal af mindre rum er rammen om krodelen. Der hører også et par store lokaler med. Der kan bespises op mod 300 mennesker på én gang.

Langhoffs Konditori genopstået på Låsby Kro.

Lidt royal må man godt være

På alle vægge og i hjørnerne er der fyldt op med billeder og ting , så man ikke kan undlade at stoppe op og kigge. Nostalgien får sit. Stilarterne er mangfoldige.
Et utal af royale billeder viser, at den tidligere ejer havde en hang til det kongelige.
Han havde også en mani med metalskilte. Og med lysekroner. Så er der et helt lokale, der næsten er museum, idet det tidligere Langhoffs Konditori i Silkeborg er genopbygget med det originale inventar.

Nostalgisk hygge.

Dansk med twist

Låsby Kro har i mange år været berømt for sine “dansktop-aftener.” Det er den stadig. Et imponerende program med de kendte på dansk. Klaus & Servants. Kandis og Kim & Hallo eksempelvis.
Siden Dannie kom i køkkenet for et lille år siden, er mad-niveauet steget kraftigt.
“Der er stadig vægt på det nordiske køkken, altså ikke noget med myrer og sådan noget, men de klassiske retter. De får dog gerne et tvist,” fortæller Dannie. Et twist-eksempel: Rejecocktail i en kurv af filodej.
Kokken får så lov til at slå sig løs sammen med de to kolleger og de to kokkeelever, når der er kulinariske temaaftener. Men der er også mange gæster til stegt flæsk og persillesovs om tirsdagen.

Det royale indslag ses flere steder. Blandt andet her i Kongestuen