Saven føres med sikker hånd
TømrerClausen fra Lading møder op på Sommermesse med hæder fra stort show
Der er ikke mange ledige stunder for tømrermester Jesper Clausen.
Så avisen er nødt til at kravle otte-ti meter op på et stillads i Brabrand, da vi skal høre, hvordan det går for det lille Lading-firma TømrerClausen ApS, som igen er med på Sommermessen i Hammel 3. maj.
“Jo tak, det går da fint. Vi blev for andet år i træk nomineret til titlen som Årets Tømrer. Og det er stort for os,” siger Jesper Clausen, som netop er vendt hjem fra Cirkusbygningen i København, hvor prisen blev uddelt efter afstemninger på anmeld-haandvaerker.dk.
Lav det ordentligt
TømrerClausen vandt ikke, men alene det at blive udvalgt er en ære, mener han.
“Du skal lave dit arbejde ordentlig - første gang. Så giver det respons på nettet i den afstemning, hvor vi er oppe imod flere tusind andre virksomheder.”
Jesper Clausen og hans tre svende er i færd med at skifte vinduer i en omfattende renovering af en ældre villa.
Lytte og efterabe
De tre unge svende smyger sig rundt på stilladset uden mange ord. Her arbejdes.
“Vi er et rigtig godt hold, synes jeg. “
- Men passer de unge bare deres arbejde i dag?
“Nej,” lyder det med et smil. “Men det, jeg kigger efter hos en lærling, er, om vedkommende kan lytte, holde øje og så efterabe de ting, som vi andre går og laver.” Jesper Clausen ser efteruddannelsen som et meget vigtigt redskab.
“Du skal ikke stå stille ret længe, før du er langt bagud. Så når en lærling kommer tilbage fra sine kurser, så lytter vi andre ihærdigt for at lære nyt.”
På Sommermessen kommer TømrerClausen med fremtidens trelagsvinduer, som har lavenergistatus.
“Og vi glæder os, for når vi møder messefolket, så kan vi få en snak, og kunden kan opleve os 1:1. Og efter sidste år kom der flere gode opgaver i ordrebogen,” siger Jesper Clausen.