Fortsæt til indhold

Naborestaurant får kommunal støtte

Efter mere end et års dialog med Fredensborg Kommune og Nivå Bådelaug er restauratør Arne Bilsteds tålmodighed ved at være tyndslidt. Her er tale om skæv konkurrence, og det skal stoppes, mener han

Samfund
Af Jannie Fjordside

Tålmodigheden er efterhånden ved at være slidt op, lyder det fra Arne Bilsted, indehaver af Restaurant Trekosten på Nivå Havn.
Siden han i juni 2013 klagede til Fredensborg Kommunes forvaltning og byråd over driften af Nivå Bådelaugs kommunalt støttede klubrestaurant Lagunen, som ifølge ham har karakter af privat økonomisk virksomhed, har han nemlig følt, at sagen har stået i stampe.
”Jeg har skrevet til kommunen for 14-15 måneder siden – de har anerkendt hele vejen, at Nivå Bådelaug ikke må gøre, som de gør. Jeg har fået en advokat på sagen, haft et møde med kommunaldirektøren, og vi får hele tiden at vide, at det, vi siger, er korrekt, men der sker ingenting,” siger Arne Bilsted.

Trekosten betaler prisen

På spørgsmålet om, hvorvidt han har belæg for sin klage, peger Arne Bilsted på tal oplyst af DONG, Nivå Bådelaug samt kommunen, som viser, at Restaurant Lagunens elforbrug det seneste år er steget markant – med op til 50 procent over de sidste år.
”Jeg ved, at Nivå Bådelaug har cirka 600 medlemmer – de kan ikke holde den restaurant fyldt alene. Jeg kan jo se, hvad der skal til for at holde en virksomhed i gang fra min egen forretning. Hvis Restaurant Lagunen skal være en ligeværdig kollega, kan den kommunale støtte forsigtigt opgøres til cirka 600.000 kroner årligt, hvilket sandsynligvis vil have en afsmittende effekt på de priser, man tager for tingene i dag,” siger Arne Bilsted.
Arne Bilsted ser frem til, at en ny, indskærpet aftale vil falde på plads. Han undrer sig dog over, at overtrædelserne har kunnet finde sted så længe – han mener, at overtrædelserne går så langt som op til 15 år tilbage.
”En ting er det, der skal ske fremadrettet – det andet er det ulovlige, der er sket, hvordan har man tænkt sig at tackle dét. Hvis jeg havde gjort noget lignende som almindelig borger, var jeg nok ikke sluppet godt fra det,” slutter han.