Fortsæt til indhold

Rikke hjælper dig til at komme på god fod med dine fødder

Der skulle en uheldig landing efter et faldskærmsudspring til at overbevise 45-årige Rikke Skovhus Engstrøm om, at hun skulle skifte fra bager til fodterapeut i sit civile liv.

Samfund

Torsdag i sidste uge tog Rikke Skovhus Engstrøm hul på en ny tid som selvstændig fodterapeut.

Efter at have knoklet i nogle uger sammen med sin mand, der er tømrer, og sin datter var hun klar til at åbne Skovhus fodterapi på Vestergade Ryomgård i de lokaler, hvor der senest har været solcenter og ejes af søstrene Adelsböll, Malene og Maria, som driver Hair by Adelsböll på Jernbanegade.

»Jeg har fået en virkelig fin aftale med Malene og Maria og har sammen med min mand og datter selv gjort det indvendige klar som klinik. Nu mangler vi efterhånden kun at få ryddet op i baglokalet, der bliver en slags depot,« siger Rikke Skovhus Engstrøm.

Hun er Auningpige, men bor nu sammen med familien i Hallendrup ved Kolind.

Egentlig er hun udlært bager og har arbejdet som sådan i en årrække, bl.a i fødebyen Auning, men også et par år i Schweizerbageriet i Aarhus.

Hun er storesøster til Kim Thygesen, uddannet kok og forpagter af Den Gamle Stald på Gl. Estrup. Flittige læsere af Lokalaviserne vil have mødt hans navn i spalterne, hvor han jævnligt skrive en klumme eller to om mad og vine.

En storebror er Ole Thygesen Danielsen, der er manden bag ’Ole D Køreskole’ i Auning.

»Så jeg er ud af en familie, der godt kan lide at være selvstændige,« griner hun.

Jeg sagde til hende fra start, at min plan var at få min egen klinik, og det havde hun stor forståelse for.

Et udspring i faldskærm

Der skulle imidlertid et faldskærmsudspring til for at få Rikke Skovhus Engstrøm til at skifte fra bager og konditor og til føddernes verden.

»Det var mit kun tredje spring, og det gik helt efter planen. Desværre var landingen ikke helt perfekt, for jeg beskadigede min hæl, og jeg døjer fortsat lidt med eftervirkningerne. Men det var sådan set det, der efterfølgende fik mig til at overveje at tage uddannelsen, fordi jeg ved de efterfølgende behandlinger virkelig fandt ud af, hvor meget fødderne betyder for os i hverdagen.«

Rikke Skovhus Engstrøm minder om, at fødderne er en sladrehank.

»Diabetikere ved, at de skal have fokus på deres fødder, men vores fødder kan afsløre andre sygdomme som gigt, kræft og åreforkalkning. Som statsautoriserede fodterapeuter diagnosticerer vi ikke selv vores patienter, men hvis vi har en mistanke om, at noget er galt, sender vi dem til deres læge.«

Hun tog uddannelsen i et stræk, halvandet år, på Tradium i Randers.

Undervejs kontaktede hun fodterapeut Pia Ladefoged, Klinik for fodterapi i Grenaa, for at høre, om hun måtte kigge hende over skulderen.

»Jeg ville gerne overbevises om, at jeg havde valgt rigtigt og kunne omsætte terapi til praksis ved at følge en rutineret fodterapeut. Opholdet hos Pia Ladefoged var givtigt. Så meget, at jeg efter min uddannelse fik ansættelse hos Klinik for fodterapi.«

Realiserer en drøm

Rikke Skovhus Engstrøm har nydt være ansat hos Pia Ladefoged, men hun har altid været klar i spyttet overfor sin arbejdsgiver.

»Jeg sagde til hende fra start, at min plan var at få min egen klinik, og det havde hun stor forståelse for. Jeg er super glad for, at jeg fortsat kan være ansat i Grenaa mandag og tirsdag, så jeg har en buffer og et rygstød til at få startet min egen klinik godt op.«

Så til at begynde med er Rikke Skovhus Engstrøm mandag og tirsdag i Grenaa og onsdag, torsdag og fredag i sin egen klinik, hvor hun også vil holde åbent på lørdage, hvis folk efterspørger det.

»Målet er at lave en forretning, hvor der er efterspørgsel nok til at holde åbent fra mandag til lørdag,« understreger hun.

Skaden i hælen fra det tidligere omtalte faldskærmsudspring er i klar bedring, men den minder fortsat Rikke Skovhus Engstrøm om, hvorfor hun skiftede boldgade.

»Jeg glæder mig til at begynde i Ryomgård og forhåbentlig mærke stor interesse. Jeg har lavet en forsigtig forretningsplan, så der er plads til at finde et kundeunderlag.«

Ud i fremtiden er der også plads i klinikken til en kollega og en, der kan kunsten at lægge negle. Fremtidsmusik, javist, men spiller det hele, er det en dagsorden, som Rikke Skovhus Engstrøm har skrevet ind i sin forretningsplan.

»Slingrer ned ad Vestergade/Og det er forår/Og jeg har røget en stråhat,« synger Gnags muntert og optimistisk i en kendt sang.

Rikke Skovhus Engstrøm håber, at hendes fremtidige kunder gør det samme efter en veloverstået fodtur hos hende.