Fortsæt til indhold

Sidste jul med betjenten med nissehuen

Landbetjent Chris Gade forlader Rønde for at tiltræde en stilling som ø-betjent på Fanø

Samfund
Af Martin Schultz

Landbetjent Chris Gade, iklædt politi-kasket med nissehuebetræk, har været et fast indslag i juletræstændingen i Rønde i mere end ti år.
Men på lørdag er det sidste gang, man kan opleve den afholdte landbetjent i sit nisseudstyr, for til nytår forlader Chris Gade sammen med sin familie Rønde. Ikke for at blive strisser på Samsø, men for at blive ø-betjent på Fanø pr. 1. januar 2016.
“Jeg har lyst til at prøve at være ø-betjent,” siger nordjyske Chris Gade, 50 år, som kom til Rønde for 11 1/2 år siden, og som hurtigt blev et kendt ansigt i byen.
Landbetjenten har i Rønde praktiseret en synlig og borgernær stil, først fra “politistationen” i privaten på Vestre Fasanvej og senere fra Nærpolitistationen i det tidligere rådhus i Rønde sammen med kollegerne, landbetjent William Highland og nærbetjent Erik Binder Langballe.

Masser af vand og strand

Chris Gade rejser til Fanø med sin kone, som sidder i en lederstilling i Falck, og den yngste søn Bjarke på 17 år, som håber at finde en læreplads som tømrer på øen. Storebror Bjørn på 19 er fløjet fra reden.
“Jeg har været glad for at være i Rønde, og jeg kan godt lide at være ved skov, strand og vand,” siger Chris Gade, som i hvert fald får masser af både vand og strand på Fanø. Han kan se frem til travlhed især om sommeren, for øens off season indbyggertal på 3.400 borgere vokser til 40.000 i højsæsonen på grund af de mange danske og udenlandske turister.
Sidste hængeparti i Rønde er huset i svinget på Vestre Fasanvej i Rønde, som familien gerne vil have solgt før turen til nytår går til Fanø.