Fortsæt til indhold

“Vi gør det sgu ...” - vild opbakning til makeover af den rustrøde lufthavn i Stabrand

Lørdagens Made by Djursland var første step i Aarhus Lufthavns forvandling

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I 20 år er Aarhus Lufthavn A/S og dens nuværende placering i Stabrand blevet talt ned under gulvbrædderne i visse kredse, så lufthavnen, som tyskerne lod bygge i 1943, mere end bløder lige nu, mens hovedaktionær Aarhus Kommune og Transportministeriet undersøger mulighederne for en ny østjysk storlufthavn ved Thomasminde.
Læs også: Lokal fremtidsforsker: "Djursland har et kæmpestort uudnyttet potentiale"
Men på bare 20 minutter formåede Kim Bisgaard, kulturel iværksætter og leder af Culture & Business ved Innovation Lab og tidligere leder af Godsbanen og Horsens Ny Teater, at vende stemningen, da han lørdag var sidste mand på podiet ved lørdagens Made by Djursland arrangementet i Aarhus Lufthavn, der havde Djurslands Erhvervsråd og Viden Djurs som arrangører og samlede i omegnen af 150 virksomhedsledere, iværksættere, ambassadører og lokalpolitikere fra alle egne af Djursland.

Kim Bisgaards peptalk om lufthavn-2.0-projektet, som han har sat i værk, og forvandlingen af den nuværende lufthavn for at komme ud af det øjeblikkelige dødvande gik rent ind hos forsamlingen, og han benyttede fluks den gode stemning til at spørge ud i afgangshallen, om det ikke ville være alletiders idé at kickstarte den kommende indsamling til Lufthavnens forvandling.

Det nikkede hovedparten af de tilstedeværende ja til, og så røg pungene ellers op fra lommerne. 60.000 kroner lød slutfacit på. Mange virksomheder bød ind med beløb i størrelsesordenen 1.000 - 5.000 kroner.

60.000 kroner kom der ind på fem minutter

Lang tid til år 2025

Kim Bisgaards budskab, der greb tilhørerne og fik dem til at klappe, var i al sin enkelhed, at der er langt til 2025, hvor en ny lufthavn tidligst kan stå klar, hvis det ender med, at Aarhus Kommune får et 'go' til Thomasminde-løsningen.

“Lufthavnen i Stabrand vil bestå de næste ti år mindst, og derfor skal vi se at få indrettet en lufthavn, som vi kan være stolte af, og hvor eksempelvis toiletterne ikke ser ud, som de gør nu,” lød det fra Kim Bisgaard.

“Jeg tager ikke stilling i lufthavns-debatten, men jeg forholder mig til, at vi allerede i 2017 kan forvente masser af gæster til Østjylland, når Aarhus bliver Europæisk Kulturhovedstad. Her skal vi da have en lufthavn, der tager sig indbydende ud og inviterer på oplevelser af alle mulige slags,” lød det fra Kim Bisgaard.

Den kulturelle iværksætter mindede om, at de to Djurslands-kommuner også er med i Kulturhovedstad 2017-projektet.

“Vi har lige nu en unik mulighed for at sørge for, at ventetiden ikke stiller lufthavnen og dens brugere dårligere end nu – tværtimod. Med opbakning til dette initiativ kan vi gøre ”den rustrøde særling” på Mols til meget mere end en lufthavn. Så lad os også gentænke lufthavnen og dens brug. Vi kan skabe en ny type destination og portal, som viser hvem vi er og som bruger kunst, kultur, design og Østjysk ”vi gør det sgu-mentalitet” til at skabe helt særlige brugeroplevelser for gæster og besøgende.”

Det skortede ikke på opbakning fra deltagerne til at være med til at kickstarte den kommende indsamling til Lufthavnens forvandling

Fakta: Følgende har indtil videre doneret et beløb til Aarhus Lufthavns forskønnelse:

  • Rønde Sparekasse
  • Djursland Bank
  • Garant Grenaa Gulvcenter
  • Sostrup Slot og Kloster
  • Life Saving World
  • HSJ Design
  • Snedkergaarden A/S
  • Skovplanteskolen Holmegaard A/S
  • ClearCut Games
  • Lionfish Crossmedia
  • BB Kommunikation
  • Dansø Forsikringsmæglere Djursland
  • Landinspektørfirmaet Kjær
  • Grenaa Havn A/S
  • Murer & Entreprenør Haurballe
  • Djursland Kloak Service
  • Time2learn
  • Lindhardt Steffensen Advokater
  • Kystvejens Konferencecenter
  • 2BeSeen
  • Thomaskristensen.com
  • Insightments

GAbolig - Holt Consult