Bilist bragede ind i anden bil - og løb fra stedet
Lotte Gyldenvang
To biler kørte mandag aften klokken 22.48 på den østjyske motorvej i nordlig retning ved Gedved.
Pludselig kører den ene bilist, der er en ukendt person, op bagi den anden.
Det sker med høj fart, så bilen, der bliver påkørt, snurrer flere gange rundt på motorvejen, mens den anden bil bliver smadret, så vedkommende ikke længere kan køre i den.
Det lykkedes den ukendte person at få bilen ind til siden og løbe fra stedet.
Den påkørte bil blev ført af en 37-årig kvinde fra Gelsted. Der skete ikke kvinden noget ved sammenstødet, men der var en del materielle skader.
Politiet forsøger at finde ejeren af den ødelagte bil og få undersøgt sagen.
Det oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.