Fortsæt til indhold

Filmaften om aktiv dødshjælp

Spillefilmen 'Stille hjerte' handler om aktiv dødshjælp. Se den onsdag i Rosmus gl. skole, hvor sognepræst Mia Brøgger indleder

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Skal det være tilladt at yde aktiv dødshjælp? Og hvilke argumenter bør veje tungest i debatten?
I modsætning til lande som Holland og Belgien er aktiv dødshjælp fortsat strafbart i Danmark. Det fremgår af § 239 i Strafloven.
Passiv dødshjælp er derimod lovligt.
Tirstrup-Fuglslev-Hyllested-Rosmus Menighedsråd inviterer til filmaften onsdag 25. november i Rosmus gl. skole om temaet aktiv dødshjælp.
Det bliver med Bille August-filmen 'Stille hjerte' fra 2014 med Ghita Nørby i den altdominerende hovedrolle som den døende matriark.

Et kammerspil

Filmen udspiller sig som et familiedrama, et kammerspil, om tre generationer, der samles over en weekend for at tage afsked med deres hustru, mor, svigermor, mormor og veninde.
Esther (Ghita Nørby), som lider af en uhelbredelig sygdom, amyotrofisk lateral sklerose (ALS), har med hjælp fra sin mand Poul (Morten Grunwald) valgt at udøve aktiv dødshjælp, når weekenden er til ende. Men som weekenden skrider frem, bliver morens beslutning sværere at håndtere for døtrene Heidi (Paprika Steen) og Sanne (Danica Curcic), samtidig med at gamle konflikter dukker op til overfladen.
Filmens titel 'Stille hjerte' hentyder til Jeppe Åkjærs smukke aftensalme 'Stille, hjerte, sol går ned' med ordene ”Stille, stille, hjerte, sol går ned.”
Samme år, som filmen havde premiere, formulerede 30 så såkaldt toneangivende danskere, heriblandt repræsentanter fra de store religioner, manifestet 'Ja til aktiv livshjælp indtil døden – nej til aktiv dødshjælp.'
Filmen introduceres af sognepræst Mia Brøgger, og der vil være mulighed for at drøfte den bagefter over en kop kaffe. Kaffe og kage koster 20 kroner.