Toke måtte slippe frokosten i Snapstinget
Ung gut fra Auning Skole fik lov til at mærke pulsen på Christiansborg under ugelang praktikperiode hos Leif Lahn Jensen
Måske gemmer der sig en vordende politiker i unge Toke Toustrup Krogh Larsen fra Ørsted. Han fik i hvert fald snuset til livet på Christiansborg under et ugelangt praktikophold forleden hos den lokale MF'er Leif Lahn Jensen (S).
Toke Toustrup Krogh Larsen går i 9. klasse på Auning Skole, og han var parat klokken 8.00 mandag morgen til at tage livtag med Borgen.
Mandagen var helliget orientering om Folketingets arbejde, men også et sideblik til den store verden, da der omkring frokosttid blev holdt minuts stilhed til minde om ofrene for den forfærdelige hændelse i Paris.
Efter en gratis frokost på Folketingets regning var der møde i Folketingssalen, hvor Pia Kjærsgaard, folketingets formand, tronede for at holde ro og orden.
Til møde hos S
Tirsdag morgen mødte Toke så Leif Lahn Jensen, der altid nyder at have en praktikant fra sit eget område på besøg.
Han tog Toke med til gruppemøde, hvor man diskuterede hændelsen i Paris og hele flygtningesituationen.
"Det overraskede mig, at de sang en sang, når der var gruppemøde, men det gør Socialdemokraterne altid hver tirsdag," fortæller Toke.
Denne tirsdag var det Nordahl Grieg-hymnen 'Til ungdommen', som de fleste bedre kender som 'Kringsatt av fiender, gå inn i din tid', der indleder digtet.
"Gruppen stod op og sang, men medlemmerne tænkte på weekendens hændelse," fortæller Toke.
Efter gruppemødet gik turen til Folketingssalen, hvor der var spørgetime. Alle formændene for hvert parti stillede statsministeren spørgsmål.
Måtte droppe frokosten
"Onsdag var en meget afslappet dag i Folketinget, hvor Leif ikke havde mange møder, og derfor ville vi hygge os med en god frokost i Snapstinget," fortæller Toke.
Men duoen måtte afbryde frokosten, da der blev lavet forlig på kontanthjælpsområdet, og medierne begyndte at kontakte Leif Lahn Jensen, som er arbejdsmarkedsordfører.
"Vi måtte droppe frokosten og i stedet snakke med journalisterne," forklarer Toke.
Hos DSU
Torsdag tog Toke til DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
"Her fik jeg en masse at vide om politik, og hvordan man som ungt menneske kan bidrage og få indflydelse på politikken i Danmark."
"Det var meget spændende at se Folketinget og fornemme det politiske liv," siger Toke.
"Politikerne har meget travlt, og de ved aldrig, hvad der sker, eller hvordan dagen ender. Netop det gør, at det kunne være fedt at blive politiker en dag."
Fredag sagde han farvel og tak til Leif Lahn Jensen og til de andre praktikanter, før turen gik hjemover til Jylland og Ørsted - en stor oplevelse rigere.