Tre lokale skoler gør op med ’Fuck dig din smatso’
Ådalsskolen, Rosmus og Hornslet Skole finder kammertonen
?Tre skoler i Syddjurs sætter den gode tone på skoleskemaet i samarbejde med Call me.
Det skal fremover være mere undtagelsen end reglen at strø om sig med ord og vendinger som '??Lede luder', 'mother fucker' og 'fuck dig' på Ådalsskolen, Rosmus Skole og Hornslet Skole.
Sprogrensningen kommer helt konkret til at foregå via en række kortfilm, som eleverne selv skal lære at producere.
De skal således i fællesskab selv skrive manuskriptet, filme og redigere og ikke mindst agere skuespillere og instruktører.
Filmproducer som coach
De tre skoler får alle besøg af Call me's eksterne underviser og filmproducer, Randolf Carlos Aabye, der skal hjælpe eleverne med at lave deres egne film om emnet.
Gennem processen er det formålet, at eleverne lærer at samarbejde under tidspres og undervejs har fokus på at opretholde den gode tone.
Samtidig får eleverne mulighed for at reflektere over deres eget sprogbrug, og hvordan det reelt påvirker dem selv og andre at omgås en hård omgangstone.
Vind 10.000 kroner
Initiativet til heldagsworkshoppen – der bærer navnet Film Studios – er en del af Call me's Tal ordenligt-projekt, der udrulles rundt omkring på landets skoler.
Eleverne fra skolerne deltager dermed også i konkurrencen om at vinde prisen for 'Bedste Film', hvormed der følger en præmie på 10.000 kroner til den heldige vinderskole.
Herudover kan eleverne vinde 'Publikumsprisen', som går til den film, der får flest visninger på YouTube.