Klar til hvid jul i sort indpakning
Hornslet tænder juletræ og holder Black Friday i byens butikker
Mens julemanden og børnene håber på hvidt fra oven, når byens juletræ tændes fredag 27. november, kan butikkerne til gengæld love, at byen samme dag 'går i sort' og holder Black Friday med masser af gode tilbud frem til kl. 20.
Hvid kane
Det traditionsrige juleoptog med Rosenholm Tamburkorps i spidsen starter fra spejderhytten på Toftevej kl. 16.
Julemanden er selvfølgelig også med – i sin selvkørende, hvide kane med masser af rensdyrkræfter under motorhjelmen.
”Julemanden tænder juletræet ved byens tidligere rådhus kl. 16.45,” fortæller indehaver af Hornslet Bøger & Papir, Bjarne Pedersen.
”I forsøget på en retfærdig fordeling af slikposer uddeler julemandens hjælpere i år visitkort til børnene, som i en bestemt butik kan veksle kortet til en pose slik.”
Meningen er én pose pr. barn, og Bjarne Pedersen opfordrer forældre til at hjælpe Hornslet Handel med at sikre en ligelig fordeling af de 700 visitkort/slikposer.
Hjælperne
Julebyens hjælpere tæller også Mogens Jacobsen, som har doneret et af sine juletræer i Rosenholm Skov til Hornslet, vognmand Gert Jacobsen som har hentet det - og El-con som har pyntet det.
Karlby Auto har haft julemanden på værksted for at sikre, at der er tilstrækkelig med værkstedets bolsjer i hans lommer til, at de mindre børn bliver ved med at tro på julemanden, og Brandberedskabet Grenaa stiller med en rød brandbil med stige til at løfte julemanden op i julenatten, så alle kan se ham.