Fortsæt til indhold

Forsvaret skyder indkøb af nyt artilleri igang - igen

Samfund
Daniel Sennek

Hæren skal have nye kanoner. Det blev i fredags helt sikkert, da forsvarsminister, Peter Christensen, sætte gang i en ny udbudsrunde.
Det danske forsvar har de sidste tre år ledt efter nye kanoner, hvilket har kostet flere millioner kroner. Vinderen blev fundet i april i år, men så herskede der tvivl, om Hæren havde pengene til indkøbet, hvilket resulterede i en aflysning i 11. time.
Nu sætter forsvaret så gang i et nyt indkøb af artilleri. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
- Et velfungerende og tidssvarende artilleri er vigtigt for hæren og de opgaver, de skal løse - og derfor også vigtigt for Danmark. Derfor har det ligget mig meget på sinde at få truffet beslutning om at igangsætte indkøbet af nyt artilleri til hæren. Det har vi gjort i dag, og det er der grund til at glæde sig over, udtaler forsvarsminister Peter Christensen.
Forsvarsforligskredsen har truffet beslutningen om at sætte prækvalifikationen vedrørende indkøb af nyt artilleri til hæren i gang. Det betyder, at man skal ud og finde egne kandidater til det nye artilleri. Dermed er der ikke lagt op til, at man vil købe artillerisystemer sammen med Norge eller andre lande, hvilket kunne spare flere millioner kroner.