Fra butikstyveri til røveri
47-årig mand anholdt i Horsens
Et butikstyveri udviklede sig til røveri i en købmandsforretning på J. Chr. Juliussens Vej i Horsens. Sydøstjyllands Politi har i den forbindelse anholdt en 47-årig mand.
Politiet modtog en anmeldelse i sagen fredag 20. november klokken 16.58 fra forretningen, hvor en mand havde stjålet en pakke pølser, som han havde gemt på sig under blusen.
Nogen havde set hændelsen, og manden blev konfronteret med det ved kassen, hvor en ekspedient stillede sig i vejen og bad om betaling for pølserne. Det nægtede manden.
Pølsetyven skubbede imidlertid til ekspedienten, men blev tilbageholdt og efterfølgende anholdt af politiet, der var ankommet til forretningen.
Vagtchef, politikommissær Torben Møller, Sydøstjyllands Politi, oplyser, at sigtelsen ændrede sig fra butikstyveri til den noget alvorligere sigtelse for røveri, da ekspedienten stillede sig i vejen, og gerningsmanden skubbede.
Politiet havde ved redaktionens slutning ingen oplysninger om den 47-åriges adresse.