Lyngå fik foræret det gamle frysehus
Nul kroner. Borgerne i Lyngå har nu fået byens gamle frysehus og den 125 kvadratmeter store grund foræret af kommunen.
Det har byrådet netop besluttet under det seneste byrådsmøde.
Eneste betingelse er at Lyngå skal have renoveret det gamle frysehus fra 1948 inden for tre år.
Lyngå Borgerforening vil renovere den 39 kvadrameter store bygning på Voermøllevej og bruge det som fælles samlingspunkt - ikke kun for Lyngå Borgerforenings medlemmer, men alle byens borgere.
Renovering og pudsning
Blandt andet skal murværket pudses rent og vandskures, der skal placeres et kæmpe vindue i det store indgangshul.
Gulvet brydes op og der lægges nyt.
En indgangsdør laves mod nord, hvor der også bygges en tag-overdækning, så buspassagerne fortsat kan være i læ, inden bussen kommer.
Planen er, at borgerforeningen vil forsøge at skaffe midler til renoveringen inden for et års tid, fortæller de i ansøgningen til kommunen.
Opslag af FavrskovPosten.