Unge viste flaget og gik på gaden
- Unge skriver om kap på Lokalavisens blogstafet
"Torsdag den 29. oktober stemte vi på Grenaa Gymnasium om, hvorvidt vi skulle nedlægge vores undervisning for at vise vores utilfredshed med, at regeringen vil spare to procent årligt på vores ungdomsuddannelser.
Besparelser på 8,7 milliarder vil resultere i, at undervisningen falder markant i kvalitet.
På forhånd var dagen arrangeret og tilrettelagt med forskellige workshops, der indebar både maling af bannere og kreering af slagsange. Klokken to holdt foran Grenaa Gymnasium to busser, der var sponsoreret af DGS.
Busserne transporterede hele 120 elever af sted til Uddannelsesalliancens demonstration.
Senere samme aften fik vi at vide på Storetorv i Århus, at i alt 40.000 demonstranter havde været på gaden i Århus og København for at udtrykke utilfredshed.
Vi er fremtiden, og vi bør investeres i - ikke beskæres på. "