Fortsæt til indhold

Jazzede rytmer, fællessang, fortælling, bøn og poesi

Marie Magdalene Kirke afslutter kirkeåret på utraditionel vis med kombineret gudstjeneste og jazzkoncert

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Temaet for søndagens gudstjeneste i Marie Magdalene Kirke er hverdags-omsorg.
Det musikalske udtryk bliver anderledes end normalt, idet trioen Organic3 med gæstesolist Jesper Riis på trompet leverer musikken.
Bag Organic3 gemmer sig navne som Niels Ole Sørensen, Hammondorgel, Uffe Steen, guitar og Esben Bach, trommer, og så ringer der en klokke hos de fleste, der interesserer for dansk jazz og rock.
Kapelmester Niels Ole Sørensen kombinerer et hverv som organist med et stort engagement i den rytmiske musik.
Hans store fritidsbeskæftigelse er at være formand for den anerkendte jazzfestival, Tversted Jazzy Days, og byen har hvert år i uge 42 besøg af nogle af verdens og landets bedste jazzmusikere.

Den omvendte guitarist

Uffe Steen har spillet med en sværm af dygtige musikere igennem årene. Det er folk som Joye Baron, Jeff Ballard, Maria Bergman, Adam Nussbaum, Alex Riel, Thomas Clausen,Lennart Ginman, Tim Hagans, Lars Janson, Jens Jefsen, Hans Ulrik og lokale Ole Frimer.
Uffe Steen er venstrehåndet - som Paul McCartney var det, når han spillede basguitar i The Beatles - og har aldrig vendt guitarstrengene rigtigt. Altså spiller han totalt omvendt af, hvad de fleste andre guitarister gør. Således har han nogle helt specielle musikalske udtryksmidler til rådighed, og dém udnytter han til fulde.
Udover at være udøvende artist i mange sammenhænge er han også docent ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Janitshar med Ørum-fortid

Esben Bach er født og opvokset i Ørum, og allerede i de unge år havde musikken voldsomt tag i ham sammen med to ældre brødre. Han har siden spillet med et væld af navne og i alle mulige sammenhænge. For eksempel: Shades of Blue, Ole Frimer Band, orgelspilleren Kjeld Lauritsen og guitaristen Kenn Lending.
Oraganic3 lover, at "programmet til koncerten vil koncentrere sig om velkendte salmemelodier, men i en? helt anderledes indpakning end den sædvanlige 'søndag formiddag-version'."