Fortsæt til indhold

Tjek om bilen er stjålet i politiapp

Samfund
Arkiv

Politiet forbedrer nu sin app. Fremover får borgerne selv adgang til registeret over stjålne biler via politiets app, Politi.
Det nye tiltag kommer, efter at politiet har evalueret det første år siden app'en blev lanceret.


“Vi kan klart mærke, at borgerne er glade for nemt at kunne give deres viden videre til os og følge med i vores arbejde. Derfor fortsætter vi med at udvikle app'en”, siger politiinspektør Jørn Kjer fra Rigspolitiet i en pressemeddelelse.


I forvejen er det muligt for brugerne af app'en at se, om en cykel er kendt i cykelregisteret. Nu bliver det også muligt at søge på både en bils nummerplade og stelnummer.


“I dag kan borgerne selv foretage ejer- og brugerskifte af en bil på nettet. Med app'en får de fremover nem mulighed for selv at sikre sig, at de ikke er ved at købe en stjålen bil”, siger Jørn Kjer.


App'en gør det også muligt at finde nærmeste politistation, se lokale nyheder og sende et tip til politiet. App'en Politi er tilgængelig i Appstore og Google Play.