“Livet er fantastisk”

Umiddelbart lignede det ikke noget ønskejob at efterfølge maestro Giordano Bellincampi som leder af Den Jyske Opera. Den populære dirigent havde etableret en særlig kontakt til sit publikum, som Annilese Miskimmon skulle overtage, sikre og udbygge, da hun tiltrådte i 2013. Selvfølgelig hjalp det, at den 41-årige leder har et indbydende væsen, for det gør det ulig lettere, når man skal trække folk i operaen. Lederskiftet er gået over al forventning. Annilese Miskimmon, uddannet i Cambridge og London, har skabt forestillinger, der har fået salen til at gispe, som da en levende hest optrådte i slutscenen i Massenets ”Don Quichotte”. Og lyt bare til Annilese Miskimmon, når hun fortæller om sin opera: Entusiasmen er smittende, og staben anstrenger sig, hvad enten den er på turne eller hjemme i Musikhuset.
Her er der i den kommende uge opera på programmet. Mascagnis populære ”L'amico Fritz” opføres tre gange. Forestillingen synger snart på sidste vers efter at have været landet rundt og høstet fine anmeldelser og stort bifald.

Velklingende indpakning

Publikum har moret sig over en underholdende historie om ungkarlen Fritz, der finder, at kærlighed og ægteskab kun er for fjolser. I den velklingende indpakning narres han til at forelske sig i den unge og smukke Suzel, der hemmeligt elsker ham.
Handlingen i operaen er ikke raketvidenskab, men musikken stemmer, stykket er morsomt, og det skal der også være plads til.
Chefen kan sin metier og har allerede høstet talrige priser og udmærkelser. Og når man som ung instruktør slipper godt fra at sætte Webers ”Jægerbruden” op på Landestheater i Salzburg, Mozarts ”Figaros Bryllup” på konservatoriet i Beijing med Welsh National Opera og Beethovens ”Fidelio” i Kilmainham-fængslet i Dublin, magter man mere end de fleste.

Vigtig talentpleje

Annilese Miskimmon er anerkendt som en dygtig operainstruktør på store scener over hele verden, og at hun samtidig har skabt resultater med et irsk kompagni, bidrager blot til at øge hendes status som operachef.
I Aarhus vil chefen hjælpe talenter på vej i håb om, at de siden vender tilbage som stjerner.
”Det er godt for Den Jyske Opera, at der kommer nye navne ind. Det udvikler kompagniet, og publikum keder sig ikke ved hele tiden at høre de samme sangere. Vi har selvfølgelig nogle, vi inviterer igen og igen,” siger Annilese Miskimmon.
Hun har netop noteret sig endnu en succes med opsætningen af Bellinis ”I Puritani” i Wales. Forestillingen, der fik mange stjerner i de britiske medier, er en fælles produktion mellem Welsh National Opera og Den Jyske Opera. I august 2016 gentages forestillingen i Musikhuset med nye sangere og Aarhus Symfoniorkester i orkestergraven.
”Det er kendt, at Bellini var rasende på sine librettister (operaforfatter, red.). Gang på gang bad han dem om at skrive teksten om. Der er fejl i handlingen og sker skøre ting, men samtidigt er det et vidunderligt stykke at instruere, og det er min opgave at løse problemerne, så publikum ikke får fornemmelsen af, at der er noget galt med den opera.”

Vanvidsscener

Annilese Miskimmon trækker på sin opvækst i Belfast i Nordirland, for operaen handler også om opgøret mellem katolikker og protestanter, dog under borgerkrigen i England i 1600-tallet.
Puritanerne støtter parlamentet i kampen mod de kongetro katolikker. Protestanten Elvira forelsker sig i katolikken Arturo, men deres forbindelse synes umulig. ”I Puritani” rummer en vanvidsscene, hvor Elvira på grund af savnet af sin elskede mister forstanden, men ikke fortvivlelsen, og scenen giver associationer til St. St. Blichers berømte novelle Hosekræmmeren.
”Det er en utrolig opera, og hvis man ikke har hørt opera før, er den fantastisk at overvære.”
”Puritanerne var en åbenbaring for mig, og det var første gang, jeg instruerede en bel canto-opera,” fortæller Annilese Miskimmon.
Bel canto betyder skønsang, og netop skønheden i livet optager Annilese Miskimmon: ”Vi har brug for skønheden.”
Det samme fastslog direktør for ARoS Erlend Høyersten i Lokalavisen for et par uger siden i forbindelse med åbningen af Monet-udstillingen.
”Vi behøver kultur i vores samfund,” pointerer Annilese Miskimmon, der er bevidst om det ansvar, det giver, at skatteydernes penge er investeret i operaen.
”Vi splittes, hvad angår arbejde og teknologi, og vi er blevet så internationale: Dit barn kan arbejde i Australien, men I kan dagligt tale sammen via Skype. “

De skønne oplevelser

“Vi har som mennesker brug for de særlige områder, hvor vi alle kan være sammen og dele oplevelser. Vi mødes ikke i kirken længere, og i vores del af verden vurderes mennesker i forhold til deres økonomiske formåen. Det er nødvendigt med steder, hvor vi kan tænke over, hvad det betyder at være menneske.
De skønne oplevelser giver tryghed og gør os stærkere. Det er også interessant, hvor meget vi er optaget af, hvad vi spiser, men det er bestemt også nødvendigt med kulturel næring.”
Den næring fik Annilese i barndommen i Belfast. Hun husker, da faderen, der sang virkelig godt, fyldte 40. Moderens gave var betaling for lektioner i kunsten at synge opera.
”Far kom med i nogle amatørgrupper, der sang opera. Jeg var 10-11 år, da jeg overværede en generalprøve i en kirke, hvor far sang Papageno i ”Tryllefløjten”.
Fra det øjeblik var jeg betaget af opera.
Som ung elskede jeg desuden at høre gammeldags musicals som 'Mary Poppins' og 'Sound of Music'. Jeg så også 'Den fiffige lille ræv' af Janáek, og det var noget helt andet.
En dag jeg lyttede til radioen, hørte jeg denne kvindestemme, der sang ”Porgi, amor” fra Mozarts opera ”Figaros Bryllup”. Det må have været en meget ung Kiri Te Kanawa. Det var så smukt, at jeg bare måtte sætte mig ned på sengen og lytte.”
Annilese Miskimmon er overbevist om, at rigtig mange mennesker er blevet draget til opera af Mozart.

De store følelser

”Selv om Belfast i Nordirland normalt er et dejligt sted med venlige mennesker, var der i min barndom masser af vold og uroligheder. Det var ret ulykkeligt, og jeg flygtede ind i operaens verden.
Jeg var glad for bøger, teater og dans, men operaen var det eneste sted, hvor det virkelig handlede om livets afgørende spørgsmål, og hvor de store følelser var i spil.
Nogle gange i livet rækker ord ikke, og her bliver operaen vigtig. Den rummer musik og ord, men begge ting vokser til noget større.
Vi lever alle et liv, der kan være fyldt med problemer, og jeg bad ikke om at blive født, men nu er jeg her, og på et tidspunkt skal jeg dø. Tiden imellem er livet, som jeg gerne vil prøve at forstå, og en række operaer handler netop om livets store spørgsmål.
Operaen har det hele og rummer de forskellige kunstneriske former, så jeg formoder, at jeg er lidt som en plageånd, der siger til sine venner: I må se det, I skal se det. Sådan vil jeg gerne være for publikum. Kom og se: Det er enestående.
Jeg synes også, at opera hjælper mig til at erkende, hvor fantastisk livet er”.