Dramaet om Borggade flytter på scenen

“Det er en politisk taktik. I stedet for bare at gennemtrumfe en stor og upopulær beslutning, deler man den op i flere små. Det tager længere tid, men endemålet er det samme. Nu parkeringshuset. Befolkningen siger nej, og politikerne er tvunget til at lytte, hvis de vil beholde deres mandater. Bygningen bliver fredet - indtil videre. Nu begynder de så at nudge befolkningen...”
Sådan siger karakteren Viggo i Aarhus Teaters nye stykke, 'Salamimetoden'.
Salamimetoden er en politisk metode, hvor man i stedet for at gennemtrumfe en stor og upopulær reform, tager det skridt for skridt - eller skive for skive. Så laver man nogle små ændringer på vejen, hvor man til sidst når frem til det samme slutresultat.

Og komedien 'Salamimetoden' tager udgangspunkt i en meget lokal problemstilling i Aarhus, nemlig det omstridte P-hus i Borggade.

“Da jeg gik i gang med at skrive stykket, så jeg banneret i Graven mod P-huset i Borggade. Så undersøgte jeg sagen, og jeg sad tilbage med en undren over p-huset. Det ville jo ødelægge kvarteret,” fortæller dramatiker Julie Petrine Glargaard, som er dramatikeren bag stykket om fem mænds sammenhold, og fortsætter:

“Det blev så til konflikten i stykket, som mændene finder sammen om.”

At ville gøre en forskel

'Salamimetoden' udspiller sig ikke i Aarhus, og aktørerne er ikke dem, som har talt for og imod P-huset i de aarhusianske aviser.

Stykket foregår i en opdigtet by, som kunne være en hvilken som helst by i Danmark, og rollerne er frit fra fantasien.

Hovedpersonen i stykket er endda ikke engang personligt berørt af P-huset, men savner en sag at kæmpe for.

Men problemstillingen og salamimetoden er i høj grad aarhusiansk.

“Jeg har talt med de beboere, som umiddelbart fik en sejr, men endte med en fiasko. Borgerne har virkelig følt sig brugt i et politisk spil,” forklarer Julie Petrine Glargaard.

Forfatteren understreger dog, at komedien ikke er en farce over kampene i Latinerkvarteret. De stridende parter vil nok kunne genkende tematikker og problemer, men stykket bevæger sig stadig i armslængde fra virkeligheden.

“Flere af aktørerne har været med i prøveprocessen for at give skuespillerne noget indføling. Dog med øje for at det ikke skulle blive for virkelighedstro. Det er tematikken, som er væsentlig,” forklarer Julie Petrine Glargaard og tilføjer:

“Og jeg synes i den grad, det er vigtigt at have en sag at kæmpe for, som er større end en selv.”