Ikke undervisning - men forkyndelse
Tydelige ideologiske forskelle i FI-udvalget i Syddjurs
“Konfirmationsforberedelse er ikke understøttende undervisning, men forkyndelse,” siger Enhedslistens Jesper Yde Knudsen, næstformand i Udvalget for Familie og Institutioner.
Læs også: Konfirmandforberedelse: Kortere skoledage til konfirmander i Syddjurs?
Debat Norddjurs: Ja, til konfirmationsforberedelse i skoletiden som en mulighed
Læs også: Debat: Konfirmationsforberedelse - hvad sker der lige Norddjurs politikere?
Konfirmandundervisning: Den enkelte skole i Norddjurs bestemmer selv
Konfirmation: Har Venstre i Norddjurs mistet grundlæggende værdier?
Debat Norddjurs: Konfirmationsforberedelse - V, I, S og SF for topstyring og ensretning
Han er tidligere medlem af skolebestyrelsen på Rønde Skole, og for ham er der stor forskel på, om det er politikeren Jesper Yde Yde Knudsen, der taler, eller det er der tidligere skolebestyrelsesmedlem, når det gælder synet på konfirmationsforberedelse som understøttende undervisning.
“Som politiker har jeg den klare holdning, at tilrettelæggelse af skoledagen foregår ude på de enkelte skoler. Det skal vi politikere ikke blande os i, og her tror jeg, at vi er fuldt ud enige i udvalget,” siger Jesper Yde Knudsen.
Religion er en privat sag
“Men sad jeg i en skolebestyrelse, ville jeg stille spørgsmålstegn ved, om konfirmationsforberedelse var understøttende undervisning. Det mener jeg ikke, det er. Det er forkyndelse af gode budskaber om humanisme og næstekærlighed, javist, men over et så langt forløb, at jeg ikke ville acceptere det som understøttende undervisning eller åben skole, for der er jo altså også unge, der ikke skal konfirmeres. Hvad så med dem,” spørger Jesper Yde Knudsen.
“Min grundholdning er, at politik og religion skal skilles ad, og derfor ville jeg stille spørgsmålstegn, hvis jeg sad i en skolebestyrelse.”
SFs medlem af udvalget, Helle Røge, er enig med Jesper Yde Knudsen.
“Jeg mener selvfølgelig, at skolerne selv skal finde ud af, hvordan de placerer konfirmationsforberedelse i løbet af skoledagen, men jeg ser ikke konfirmationsforberedelse som understøttende undervisning,” siger Helle Røge.
Afventer svar
Det gør Jørgen Brøgger (C) til gengæld: “Jeg synes, det er en god idé at lytte til præsterne, for jeg kan sagtens forstå, at de har problemer med at møde trætte unge sidst på dagen,” siger Jørgen Brøgger.
“Det er heldigvis fortsat sådan, at hovedparten af de unge vælger at blive konfirmeret, og derfor tager vi de unge og præsterne seriøst ved at se positivt på henvendelsen fra Syddjurs Provsti.
Direktør Jørgen Andersen, Syddjurs Kommune, forventer, at der kommer svar fra Ministeriet i slutningen af denne måned.
“Hvis vi får et ja, bliver der selvfølgelig en sag i FI-udvalget, hvor udvalget får lejlighed til at tage stilling,” siger Jørgen Andersen, der bekræfter, at en enig skoleledergruppe har bakket op om ansøgningen til Ministeriet.