Til stemmeboksen for en attraktiv station
Nu skal borgerne i Beder og Malling til stemmeboksen og fortælle, hvad der kan få dem til at ændre transportvaner
Igennem 14 dage fra sidst i oktober og ind i november kunne borgerne på Malling og Beder Station via en digital stemmeboks indtale deres ideer til, hvordan stationerne kunne gøres til mere attraktive opholdssteder. Håbet er, at det måske kan få nogle til at ændre på deres transportvaner.
“Vi har fået indtalt rigtig mange ideer, bearbejdet dem, og det kogt hele ned til seks forslag i Beder og otte i Malling,” fortæller Charlotte Kjær Petersen fra Smart Mobilitet i Aarhus Kommune.
Smart mobilitet, der er et udviklingsprojekt i Aarhus Kommune, er netop sat i verden for at udvikle og afprøve ideer til, hvordan borgerne kan ændre transportvaner.
Projektet arbejder sammen med et andet udviklingsprojekt, Digital Bydel, der gennem moderne teknologi afprøver forskellige metoder til, hvordan man bedst kommer i dialog med borgerne. Det er Digital Bydel, der har udviklet stemmeboksene, der i øjeblikket står i Beder og Malling.
Siden mandag i sidste uge har borgerne i de to byer ved hjælp af stemmeboksene kunnet stemme på deres favoritprojekter, der strækker sig fra kunst, musik-, og motionsredskaber over lyd, lys og læ til bænke, skraldespande, varme drikke, blomster og træer.
Afstemningen løber frem til 29. november, og den ide, der på det tidspunkt har fået flest stemmer, får 50.000 kroner fra Smart Mobilitet til at blive ført ud i livet. Men det er borgerne selv, der har ansvaret for, at det sker.
Beder-Malling boksekamp
“Vi er meget spændt på, hvad folk siger til den her form for borgerinddragelse. Det giver os en masse værdifuld viden om, hvad der er vigtigt i forhold til folks transportvaner, men noget af ideen er også, at folk skal tage ejerskab over ideerne og selv aktivt være med til at føre dem ud i livet,” forklarer Charlotte Kjær Petersen.
“Derfor bliver de også spurgt, når de afgiver deres stemme, om de selv vil være med til at føre vinderprojektet ud i livet. Lige nu fører Malling, så jeg kan kun opfordrer borgerne i Beder til at skynde sig at få stemt, så det måske er deres togstation, der bliver mere attraktiv at opholde sig på.”
Den vindende by får tre uger til at sætte vinder-ideen på skinner. Lykkes det ikke, overgår de 50.000 kroner til nabobyen, der så får tre uger til at konkretisere deres vinder-ide.
Vigtig viden om vaner
“Konkurrenceelementet er ikke det vigtige i projektet. Det vigtige er at få indsamlet brugbar viden om folks transportvaner, og hvad der skel til, for at de måske vil ændre på dem,” understreger Charlotte Kjær Petersen.