Fortsæt til indhold

“Vi skal leve i nuet”

Lisa Caspersen er frivillig hos Kræftens Bekæmpelse. Hun har i fire år haft sygdommen helt tæt på

Samfund
Lars Saugbjerg

Kampen mod kræft kan kun vindes, hvis vi kæmper i fællesskab. 50-årige Lisa Caspersen, der i disse dage har travlt med at arrangere et 'Lyserødt' arrangement i Fredericia, kæmper kampen - som pårørende.
For fire år siden døde hendes søster af kræft. Året efter fik hendes bror konstateret kræft. Og for to år siden blev også hendes mor ramt af sygdommen.
“Da min søster døde, tænkte jeg meget over min egen risiko. Så jeg fik fjernet æggestokke og æggeledere. Kræften er svær at opdage. Det er 'den snigende død', så eneste forebyggende behandling var at få det fjernet,” fastslår Lisa Caspersen, der selvsagt blev chokeret, da hun første gang hørte om søsterens sygdom.
“Min første reaktion var, at det måtte hun komme over. Men da vi blev klar over, hvilke vej det gik, blev jeg nødt til at accepterer en anden mulighed. Min bror har et ordsprog, som kom ind i billedet,” fortæller Lisa Caspersen.

Ordsproget

Lisas bror, Jerry E. Zentio, er uhelbredeligt syg af prostatakræft, der har bredt sig til lymfesystemet. Alligevel har han en positiv tankegang, der kom familien til gode.
“Han siger altid: Hellere lægge lidt liv til sine dage, end lægge lidt dage til sit liv. Mens vi er her - og kan være sammen - skal vi få noget ud af det. Tre dage før min søster døde, gav vi hende en oplevelse,” fortæller Lisa Caspersen.
Søsteren var meget glad for jul - og selvom det var oktober, lykkedes det at stable et julearrangement på benene for hende. Blandt andet med julegodter, julekalender og julefilm.
“Vi skal leve i nuet. Desværre skal der noget drastisk til, før det går op for folk.”
Vi mennesker takler ulykke og sorg forskelligt. Men for Lisa Caspersen handlede det om at være til stede nu og her - og forsøge at gøre 'den lille forskel'.

Opfordring

Efter søsterens død startede hun som frivillig hos Kræftens Bekæmpelse.
“Det er så vigtigt, at vi alle yder en indsats. Der er et behov for, at alle løfter opgaven. Det nytter ikke at lade være. Jeg vil opfordre alle til at give en hånd. Som pårørende føler man sig ofte magtesløs, men gennem Kræftens Bekæmpelse kan man hjælpe. Og gennem hjælpen får man en unik følelse, der ikke kan opleves andre steder.”
At være frivillig i Kræftens Bekæmpelse er en opgave, som alle kan overkomme, mener Lisa Caspersen.
“Man kan være med på lige nøjagtig det plan, man orker.”
Over 40.000 danskere arbejder frivilligt for Kræftens Bekæmpelse. Opgaverne er mange. De hjælper patienter og pårørende, arbejder med at påvirke lokale politikere, rådgiver om, hvordan man forebygger kræft, deltager eller arrangerer aktiviteter og events - og indsamler penge. Alle de frivillige arbejder med samme mål, nemlig at færre får kræft, flere overlever kræft, og flere får et bedre liv.