Store piger er også lækre
Modeshow i Kulturhuset kun for plus-size kvinder vil gerne sprede budskabet, at store piger er smukke og dejlige som de er
“Det her modeshow, det er kunfor store piger, og derfor kan billetterne også kun købes hos mig.”
Butikschef hos Zizzi i Skanderborg, Christina Bush, smiler over hele fem-øren, men er samtidig benhård i spørgsmålet om, hvem der får lov at komme ind til det modeshow, hun står bag 24. november i Kulturhuset i Skanderborg.
“Det er vigtigt for mig at vise, at der er smart og lækkert tøj til store piger. Store piger er dejlige og smukke, og der er ingen grund til, at de ikke skulle rette ryggen og være stolte af sig selv. Du kan være den, du er, uanset størrelsen,” fortæller Christina om baggrunden for modeshowet.
Ud over modetøj fra Zizzi bliver der også vist træningstøj fra Sportmaster og lækkert lingeri fra Butik Eling i Ry.
Først ville Christina bare arrangere et lille modeshow i sin egen Zizzy-butik, men ideen om et modeshow kun for store piger spredte sig som ringe i vandet og flere og flere spurgte, om de ikke også måtte være med.
Tøj, lingeri og sund livsstil
“Først spurgte det nye Fit &Sund træningscenter, om de ikke måtte komme og fortælle om træningsmuligheder til store piger. Så ville Sportmaster også gerne være med og vise træningstøj i store størrelser. Og så tænkte jeg, at vi da også skulle have noget lækkert undertøj, bh'er og andet lingeri med fra Butik Eling, og så rullede snebolden ellers.”
Nu har Christina lejet Kulturhuset til en festlig aften i de store pigers tegn.
“Så har vi i hvert fald plads nok. Der er plads til 300 i den store sal,” konstaterer hun.
Modellerne til modeshowet håber Christina at finde blandt nogle af sine friske kunder.
“De skal som minimum være en størrelse 44.”
Har du lyst til at stille op som model, kan du kontakte Christina i Zizzi i Bloms Butikker i Skanderborg.