Forskere finder helt ny svamp i dansk skov
I en af Gribskovs ældste bevoksninger har forskere fundet svampen Entoloma pluteisimilis, der er yderst sjælden i Europa og aldrig før set i Danmark
Svampen, der er fundet i såkaldt urørt skov hedder Entoloma pluteisimilis er brun, cirka 5 cm høj og tilhører slægten rødblad. Hidtil har den kun været kendt fra nogle få steder i Europa i henholdsvis Spanien, Italien og Ungarn.
"Svampen blev fundet i et område af Gribskov, der har bøgetræer helt tilbage fra 1778. Den er netop kendetegnet ved at vokse på råddent træ i naturlige skove, så det er fantastisk, at nogle af vores få urørte skovområder i Danmark nu huser sådan en sjælden art", siger lektor Jacob Heilmann-Clausen fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.
Projekt i urørt skov
Han fandt det første danske eksemplar af svampen i oktober måned i et område af Gribskov, nord for Kagerup i Nordsjælland. Netop her har skoven været fritaget for skovdrift i mange år, og indgår derfor i hans forskningsprojekt om biodiversitet i urørt skov.
Svampen Entoloma pluteisimilis er sjælden i Europa og nu fundet for første gang i Danmark. Foto: Tobias Bøllingtoft. Download foto
Dagen efter fandt Tobias Bøllingtoft i øvrigt samme art i Suserup Skov, som ligeledes er fritaget skovdrift. Det skete uafhængigt i et projekt hos Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet og GEUS, som ligeledes undersøger betydningen af urørt skov for biodiversiteten. Begge forskningsprojekter er støttet af 15. Juni Fonden.
"Vi ved, at skov, der får lov at ældes naturligt, er et vigtigt redskab for at styrke biodiversiteten i Danmark. Det skaber levesteder for en række arter, som er trængt i Danmark, og ligeledes kan det give plads til helt nye arter fra Europa, siger Jacob Heilmann-Clausen.
Klimaforandringer på spil
Hvorfor svampen pludselig er dukket op i Danmark er uvist, men at den allerede er fundet to forskellige steder i landet, tyder på, at den har fået bedre forudsætninger for at vokse.
"Mange arter rykker nord på i Europa, i takt med at klimaet bliver varmere, så det kunne være en forklaring på, at vi nu ser den i Danmark. Men det kan også tænkes, at svampen har været i Danmark engang og nu er genindvandret, fordi nogle mindre områder i vores skove er blevet vildere, siger Jacob Heilmann-Clausen.
Dansk navn skal findes
Uanset årsagen forventer forskeren, at svampen er kommet for at blive. Især i Gribskov må det forventes at mængderne af dødt ved vil stige de kommende årtier, fordi der er udpeget flere områder til urørt skov. Og det er ensbetydende med flere egnede levesteder for arten.
Svampens latinske navn Entoloma pluteisimilis betyder skærmhattelignende rødblad, men den forventes dog at få et mere mundret dansk navn, idet den faktisk ikke ligner en skærmhat. Det er uvist, om svampen er giftig, men det er usandsynligt, idet der kun findes få giftige arter i slægten rødblad. mdi