Fortsæt til indhold

Borgeres gæld vokser 800.000 kr. hver måned

Suspenderingen af SKAT’s inddrivelsessystem (EFI) koster Lyngby-Taarbæk Kommune omkring 800.000 kroner om måneden

Samfund
Anders Bruhn Kristensen

Mange kommuner har kunnet mærke det på bankkontoen, at SKAT suspenderede den automatiske gældsinddrivelse den 8. september. Således også i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor økonomiforvaltningen skønner, at suspenderingen medfører 800.000 kroner mindre i kassen om måneden. Borgmester Sofia Osmani (K) er særdeles utilfreds med, at SKAT’s system ikke fungerer. “Det er dybt utilfredsstillende, at SKAT ikke kan indrive restancerne, og det har direkte konsekvenser for kommunens likviditet. Vi forventer selvfølgelig, at SKAT hurtigt får styr på systemet og får inddrevet restancerne,” siger hun. Det er dog endnu usikkert, hvor længe EFI vil være suspenderet, og derfor vil SKAT’s inddrivelse af kommunernes tilgodehavender også foregå manuelt i den kommende tid. Og det medfører betydelig mindre gældsinddrivelse end ellers. Lyngby-Taarbæk Kommune har ubetalt gæld til inddrivelse hos SKAT for i alt 25,8 millioner kroner. Det er et beløb, der er steget med 4,1 millioner kroner siden årsskiftet. Regeringen har udarbejdet en handleplan for SKAT’s gældsinddrivelse. Frem mod 2019 vil et midlertidigt inddrivelsessystem stå for nedlukningen af EFI og manuel inddrivelse af kommunernes gæld, samtidig med at der vil blive udviklet et nyt inddrivelsessystem. SKAT stoppede den automatiske inddrivelse af gæld via EFI, efter at en række analyser havde peget på alvorlige fejl i systemet. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har fremsat et lovforslag, som skal sikre, at skyldneres gæld til det offentlige ikke forældes, mens SKAT’s inddrivelsessystem kører i nøddrift.