Har du et bedre forslag?
"Tror du på Gud?" Blev Askov Højskoles navnkundige forstander Knud Hansen engang spurgt.
"Ja," svarede han.
"Har du et bedre forslag?"
Hansens svar har en underfundig dybde. For det første er han helt på det rene med, at troen ikke er en forklaring på noget som helst. Den er, som han siger, et forslag. Eller med andre ord: Troen er et åbent og prøvende forsøg på at forstå og tyde, hvad det betyder at være menneske. For det andet handler troen om tillid.
Så når ordet Gud gøres gældende, så melder der sig ikke en virkelighed, som ikke var til stede før. Tværtimod er det den nærværende virkelighed, der træder frem med et krav om at være den eneste virkelighed for mig. Det er ikke virkeligheden, der er problemet, og som skal overvindes ved at tro på Gud. Nej, at troen på Gud betyder, at virkeligheden er sat mig, at jeg er sat midt i den, og at jeg gør virkeligheden uvirkelig, om jeg ikke vil vide af netop det.
Det Gamle Testamente har på sin egen uforlignelige facon udtrykt dette poetisk. I salme 139 beskrives et menneske, der føler sig iagttaget af et usynligt blik. Han er overbevist om, at det er Gud, der ser på ham. Gud ser hans tanker, endnu inden de er tænkt. Og Gud hører hans ord, endnu inden han har sagt dem. Gud ser ham sidde og gå. Han så ham i moders liv, endnu inden han var født og ser de dage, han endnu ikke har levet. Derfor er ethvert af salmistens forsøg på at skjule sig for Gud dømt til at mislykkes. Om han så lagde sig i dødsriget eller på morgenrødens vinger slog sig ned derude, hvor havet ender, verdens og dermed hans verdens ende, ville Gud også være der. Gud kan han med andre ord ikke undgå – lige så lidt som han kan undgå sig selv. I samme forstand som han altid slæber sit liv med sig, er Gud altid lige ved siden af som den, der er ham nærmere, end han er sig selv.
Eller kunne man sige: Salmistens erfaring er, at Gud er et syn og et blik på mig og mit liv, som ikke kan adskilles fra, hvordan jeg i øvrigt ser på mig selv og på mit liv. Gud er ikke et stykke natur over mit almindelige, dagligdags liv og mine dagligdags erfaringer. For Gud er ikke en kvantitativ og afgrænset størrelse – for så ville jeg jo kunne flygte fra ham eller undsige ham. Gud er selve den kvalitet, den uomgængelig dimension, selve dybden under mit liv, at jeg ikke for alvor kan smyge mig uden om mit liv; det netop at jeg skal leve mit liv i troskab og i oprigtighed mod netop det, at mit liv er mig skænket og indrømmet. Også når det går mig imod og ulykken er over mig.
Om Gud vil det kristne evangelium vide, at han ikke bare er magten og alvoren, som vi lever under og overfor. Men at han også har sat sig selv ind på at være magten bag os og under os. Så at vi ikke bare er til for Gud. Men også er hos Gud. Det er denne dobbelthed af strenghed og barmhjertighed, som giver tillid og mod til at være menneske i verden. Og som fik Knud Hansen til at spørge tilbage, da han blev spurgt, om han troede på Gud:
"Har du et bedre forslag?"