Fortsæt til indhold

Slip kreativiteten løs

Prisvindende Dorthe Hartmann, Flügger i Skanderborg, fik masser af inspiration på studieture til New York og London

Samfund
Erland Rasmussen

Butiksbestyrer Dorthe Hartmann fra Flügger har fået megen inspiration med hjem til Skanderborg efter studieture til London og New York, hvor hun har set på nogle af de nyeste trends indenfor detailhandel.
Turen til New York var præmien, da hun tidligere på året vandt den prestigefyldte Tuborgfondets Retail Award, som uddeles i samarbejde med ZBC DetailGruppen.
Prisen gives til de seks mest entusiastiske og forandringsskabende butikschefer/varehuschefer i Danmark, og her var Dorthe Hartmann en af vinderne.
Et af formålene med prisen fra Tuborgfondets side er at være med til at bringe den bedste og nyeste viden inden for international detailhandel til Danmark.
Det sker blandt andet ved at sende de seks prisvindere til New York på en nøje tilrettelagt studietur.
“Jeg er stolt af prisen, men jeg kunne ikke have gjort det uden et godt personale,” konstaterer Dorthe Hartmann.
Butiksbestyreren fra Flügger i Skanderborg påpeger, at hendes pris også viser, at detailhandlere fra en by på Skanderborgs størrelse kan gøre sig gældende på landsplan.
“Vi har rigtig mange dygtige detailhandlere i Skanderborg, som også sagtens kan gøre sig gældende i sådanne konkurrencer. Man skal bare sørge for at få kæden til at indstille dem,” siger hun.
Dorthe Hartmann anbefaler varmt sine kolleger at hente inspiration i storbyer i andre lande.
“New York er jo en utrolig by, men også London, som jeg tidligere har besøgt, er en fantastisk handelsby,” siger hun.
Dorthe Hartmann har mange ideer med hjem fra de to storbyer.
“Man skal bare gøre ideerne mindre, så de passer til danske forhold, og det skal jeg i gang med i løbet af efteråret,” siger hun.
Den amerikanske kundeservice var noget af det, der gjorde mest indtryk på hende fra turen til New York.
Men også blandingskoncepter på tværs af traditionelle brancher var interessant at følge.
Inden for livsstil, hvor farvehandel hører hjemme, var der også frisk inspiration.
“Det er det sociale og personlige, der er trenden i hjemmet, hvor man vælger sine helt egne farver og måske også får egen etiket på varen for at gøre det endnu mere personligt,” forklarer Dorthe Hartmann.
Hun så også den nye teknologi brugt i butikkerne.
“På en interaktiv skærm kan kunden trykke på billeder af tøj, som hun gerne vil prøve. Det bliver så samlet sammen og sendt til prøverummet,” nævner Dorthe Hartmann.
Hos Flügger har Dorthe Hartmann allerede gjort brug af inspirationen fra udlandet i forbindelse med indretningen af en ny afdeling for tapeter.
Butiksbestyreren understreger, at kreativitet er den vigtigste drivkraft for hende.
“Det gælder vores udstillinger, men også arrangementer for kunderne,” siger Dorthe Hartmann.
Flügger er eksempelvis med i et kreativt inspirationsværksted hos Stof & Sy i Adelgade 17. november.
“Det er vigtigt for os, at vi også er med i aktiviteter i Adelgade, når vi ligger heroppe i Vestergade,” siger hun og lægger samtidig ikke skjul på, at fremtidsdrømmen er at vende tilbage til en placering i hovedgaden.