Du ville aldrig byde din bil, hvad lægen byder dig

Forestil dig, at din bil pludselig går i stykker. Bremserne får ikke ordentligt fat hver 10. gang du bremser, lygterne er blevet svage, og bilen har mistet fremdriften. Du tager bilen til dit værkssted, hvor din mekaniker kigger på den og siger, du skal have en tid på et specialværksted, for det er ikke noget, han kan ordne.
Du booker en tid på specialværkstedet. Som altså først har en tid lidt længere ude i fremtiden. Dagen oprinder, bilen tilsluttes til et avanceret system i knap fire minutter, hvorefter fyren ved udstyret siger: Der er ikke noget galt med motoren. “Nå,” svarer du, “hvad kan det så være?”” Det ved jeg ikke, men du skal forbi din mekaniker, hvis du vil have et andet specialværksted til at kigge på de andre dele.”
Du kontakter din mekaniker igen. Får en ny tid på et andet specialværksted. Møder op med bilen, som igen tilsluttes noget avanceret udstyr, og får samme besked Der er ikke noget galt med den del af bilen, som de kigger på her.
Hvorefter du tænker, kan I så ikke kigge hele bilen efter, for jeg mangler den sådan set i min dagligdag og det er træls at skulle rende til mekaniker hele tiden.
Men nej, du skal tilbage til din mekaniker og et nyt værksted. Altså om fire uger, for før har de ikke tid.
Så er det nok her, du overvejer at sælge bilen til skrot og købe en ny. Eller besøge et værksted, hvor de rent faktisk kan klare at undersøge hele bilen for fejl.
For ovennævnte eksempel virker jo helt grotesk.
Men det er vilkårene i det danske sundhedsvæsen, hvis du bliver syg. Jeg kender en kvinde, som er blevet sendt fra Herodes til Pilatus i jagt på en diagnose. Her knap et halvt år efter har hverken læger eller hospitaler kunnet finde ud af, hvad vedkommende fejler. Højdepunktet i sygdomshistorien, eller lavpunktet alt efter hvor megen humoristisk sans, man har, kom, da hun blev ringet op af ikke bare en læge, heller ikke en reservelæge, en overlæge eller endda en ledende overlæge.
Nej, det var skam selve professoren fra afdelingen, der ringede.
Han spørger, hvordan det går. Hun siger ad helvede til. Han spørger, om sprøjten ikke har hjulpet. Hun siger tværtimod. Og fortæller om de samme symptomer, som hun hele tiden har haft. Han siger, det ikke er spor godt.
Og så tilføjer han:
”Jeg synes, vi skal aftale, du ringer igen om et halvt år. Så ser vi til den tid, hvad der så skal ske.”
Må tilstå, jeg begyndte at skraldergrine, da jeg hørte det. Mere holisme i det danske sygehusvæsen, som ellers siges at være et af de bedre. Tak

Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør