Fortsæt til indhold

Skæring Skole samarbejder med Aarhus Tech

Samfund
Af Kim SKovrup Andersen

I den forgangne uge har Skæring Skole for tredje gang gennemfører en temauge med udgangspunkt i den fiktive provinsby Skærby.
I år er det sket i samarbejde med både elever og lærere fra Aarhus Tech. Samarbejdet er etableret for at give eleverne på Skæring Skole indblik i, at en faglig uddannelse eller det tekniske gymnasium også er en mulighed, når eleverne skal vælge en ungdomsuddannelse efter folkeskolen.
25 workshops har fungeret som mindre virksomheder.
“Formålet er blandt andet at åbne vores elevers øjne for, at der er andre muligheder for en god uddannelse end den som det almene gymnasium tilbyder,” siger skoleleder Anne Schwartz i en pressemeddelelse.
Aarhus Tech ser temaugen som en lejlighed til at præsentere den vifte af muligheder, som erhvervsskolen kan give de unge, når de skal vælge uddannelse – herunder de nye kombinationsuddannelser, hvor man kan tage en faglig uddannelse og en gymnasial uddannelse samtidig (EUX).
”For os er det en oplagt mulighed for at være med til at kvalificere de unges valg af uddannelse,” siger afdelingsleder for skolekontakt og rekruttering Trine Bendix Jacobsen fra Aarhus Tech.
”Vi har rigtig mange forskellige uddannelser, som vi gerne vil fortælle de unge om. Mange tænker på de faglige uddannelser som tømrere eller mekaniker, men vi har f.eks. flere uddannelser inden for gastronomi, it og medier, som giver gode jobmuligheder. Temaugen på Skæring Skole er en god lejlighed for os til at vise folkeskoleelever, hvilke muligheder vi tilbyder.”
Eleverne på Skæring Skole har arbejdet på tværs af klasseskel i de små virksomheder. Eleverne i de ældste klasser skulle på forhånd lave en ansøgning til de tre virksomheder, som de helst ville arbejde i.
Det hele blev afsluttet med en markedsdag i lørdags.