Fortsæt til indhold

Stor 40-års-fejring af Langkær Gymnasium

Koncert, kæmpe kage, taler og en anderledes skoledag med OL. Det var på tapetet, da Langkær fejrede sine 40 år

Samfund
Christina S. Johansen

Fyrre, fed, men langt fra færdig. Det kan Langkær Gymnasium, HF og IB World School vist godt påråbe sig. Gymnasiet kan i år fejre sin 40 års fødselsdag, og sådan en rund dag skal naturligvis ikke gå stille af sig.
Derfor har stedet da også netop holdt en behørig fejring med Langkaer Olympic Games, fødselsdagskage og koncert med Shaka Loveless.
Jubilæet blev hele dagen fejret sammen med alle skolens elever, som i stedet for almindelig fredags-undervisning holdt Langkaer Olympic Games, et OL, hvor eleverne på tværs af klasser og uddannelsesretninger var delt ind i hold, som repræsenterede hvert sit land.Eleverne dystede i forskellige discipliner, som spandt fra høvdingebold til grammatikkonkurrencer.
“På Langkær tror vi på, at jo bedre et værested skolen er, des bedre et sted er skolen at lære. Derfor fejrede vi dagen sammen med vores elever og fokuserede på at give eleverne gode oplevelser på tværs af klasser og uddannelsesretninger. Det styrker nemlig det gode fællesskab, som vi har på Langkær,” siger rektor Rago Bundgaard i en pressemeddelelse.

Koncert-brag om aftenen

Den anderledes skoledag blev afsluttet med en gigantisk fødselsdagslagkage samt sang og tale af rektor.
Men hvad er en rund fødselsdag uden fest og musik? Ikke meget, så derfor var det naturligvis også på tapetet på gymnasiet.
Om aftenen var der nemlig elevfest for alle skolens nuværende og tidligere elever, hvor pop-sangeren Shaka Loveless gav koncert.

Mon ikke at de fleste af disse arme sidder på skrigende gymnasie-piger?
Til en stor rund dag hører en stor fødselsdagslagkage.
Shaka Loveless var i hopla.